Mette Frederiksens pension til Arne og andre nedslidte tager form

Regeringens store pensionsreform til Arne og andre nedslidte vil først og fremmest bygge på, hvor længe danskerne har været på arbejdsmarkedet, og tager også højde for store kønsforskelle.
Foto: Mads Claus Rasmussen//
Foto: Mads Claus Rasmussen//
AF MANDAG MORGEN

Mere end et år efter folketingsvalget kan statsminister Mette Frederiksen (S) snart fremlægge sit forslag til den omfattende pensionsreform, der kan hjælpe Arne og andre af landets nedslidte til en tidlig folkepension.

Mandag Morgen kan på baggrund af samtaler med centrale kilder nu løfte sløret for hovedlinjerne i regeringens pensionsreform.

Har en person arbejdet i mere end 40 år, kan han eller hun trække sig fra arbejdsmarkedet tre år før pensionsalderen. Det afgørende er altså det antal år, folk har været på arbejdsmarkedet, og ikke, om de har arbejdet i særligt belastende brancher.

For at undgå forskelsbehandling mellem mænd og kvinder lægger regeringen op til, at barselsorlov sidestilles med arbejde.

Forslaget lægger også op til, at arbejde på deltid skal tælle med som fuldtid, når ancienniteten på arbejdsmarkedet gøres op. Også det tilgodeser kvinder.

Til gengæld holder regeringen fast i, at folkepensionsalderen skal hæves med endnu et år, så man først kan gå på pension som 69-årig fra og med år 2035.

Hovedlinjerne i den nye pensionsreform bliver hilst velkommen af formændene for en række af de fagforbund, hvis medlemmer i særlig grad kan få gavn af den nye ordning.

"Det ser ud til, at vi får en løsning, mine medlemmer kan bruge til noget. Mange er ufaglærte, som er startet på arbejdsmarkedet lige efter folkeskolen, så de har brug for sådan en ordning," siger Ole Wehlast, forbundsformand i Fødevareforbundet NNF.

Også Per Christensen, formand for 3F, der blandt andet organiserer ufaglærte inden for byggeriet, nikker til de centrale elementer i den kommende reform.

"Det giver god mening at tælle, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet, men vi skal også vide, hvad der ellers tæller med. Hvad nu, når mine medlemmer bliver sendt hjem på grund af vejrlig eller er arbejdsløse i kortere perioder, når de er på vej fra et job til et andet? Det må også tælles med," siger han.

Formand Mona Striib fra et andet af landets største forbund, FOA, ser også flere positive takter i regeringens kommende udspil.

"Det er ikke bare Arnes tur. Det er også Annes tur. Vi lægger stor vægt på løsninger, som tager højde for, at mange kvindedominerede fag har mange deltidsansatte," siger Mona Striib.

Dansk Folkeparti får en nøglerolle i forhandlingerne for at sikre et flertal bag pensionsreformen. Partiets beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted, støtter regeringens model om anciennitetsprincippet.

"Et eller andet sted må regeringen slå en streg og sige, at de vil hjælpe bestemte grupper. Det er for eksempel ikke embedsmændene inde i ministeriet, der skal have glæde af ordningen, men dem ude på det almindelige arbejdsmarked, i byggeriet, i industrien og i sundhedssektoren," siger Bent Bøgsted.

Planen er, at regeringen efter sommerferien fremlægger både sit forslag til tidlig tilbagetrækning og et forslag om at forhøje pensionsalderen for alle.

Beskæftigelsesminister: Arne-plan mangler lige det sidste

Fagbevægelsen kræver lav skat på ekstra feriepenge 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også