Johnson: Coronakrisen har været katastrofal for os

Storbritanniens premierminister lover briterne en "Roosevelt-agtig" stigning i de offentlige investeringer.
Foto: POOL New/REUTERS / X80003
Foto: POOL New/REUTERS / X80003
AF RITZAU

Premierminister Boris Johnson siger, at krisen med coronavirus har været en katastrofe for Storbritannien.

Regeringen vil undersøge, hvad der er gået galt, men ifølge Boris Johnson er det ikke tidspunktet for en efterforskning af svigt og fejl hos politikere og myndigheder.

"Dette har været en katastrofe. Der er ingen grund til at være påpasselig med ordvalget. Jeg mener, at dette har været et absolut mareridt for landet, og at landet er blevet rystet i dets grundvold," siger Johnson til Times Radio.

Johnson, som selv var indlagt på intensiv med Covid-19, siger, at regeringen skylder alle, der er døde af sygdommen, eller som har lidt på grund af den, at undersøge nøjagtigt, "hvad der gik galt og hvornår".

"Jeg har fuldstændig forståelse for dette, og det vil vi gøre. Men jeg mener faktisk ikke, at det skal være lige nu, hvor alle er trængt. Jeg mener ikke, at det netop er nu vi skal vie en stor del af den officielle tid til alt det," siger han og tilføjer:

"Men vi lærer hele tiden."

Den britiske regeringschef afviser medierapporter om, at han virker "bleg og fysisk svækket".

"Det er fuldstændigt nonsens. Jeg har det meget fint, tak, og tak igen til vores nationale sundhedstjeneste."

Johnson lover briterne en "Roosevelt-agtig" stigning i de offentlige investeringer for at hjælpe Storbritanniens økonomi i gang efter chokket fra krisen. Han siger, at en fortsat sparekurs ville være en fejltagelse.

Johnson siger, at der vil ske en fordobling af de investeringsplaner, som regeringen har lanceret med krisehjælp og skattelettelser, som har en anslået værdi på 133 milliarder pund (omkring 1000 milliarder kroner).

Den tidligere amerikanske præsident Franklin D. Roosevelts program "New Deal", som skabte mange job gennem offentlige projekter, hjalp USA gennem Depressionen i 1930'erne.

Til et spørgsmål omkring hans toprådgiver Dominic Cummings, der er blevet kritiseret under coronakrisen, siger Johnson:

"Dom (Dominic Cummings, red.) er fremragende."

Cummings har indrømmet, at han i marts kørte 400 kilometer fra London til det nordlige England for at besøge sin nærmeste familie.

Han kørte sammen med sin fireårige søn og sin hustru, der på daværende tidspunkt var syg.

Siden da har toprådgiveren fået hård kritik i medierne for at se stort på landets coronaregler, mens andre har holdt sig til dem og måske misset muligheden for at sige farvel til døende familiemedlemmer.

/ritzau/Reuters

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også