Merkel vil lede Europa ud af coronakrise under EU-formandskab

Genopretning af EU efter coronakrisen er topprioritet for Tyskland, som har EU-formandskab det næste halvår.
Foto: Stine Tidsvilde
Foto: Stine Tidsvilde
AF RITZAU

Europa kommer kun styrket ud af coronakrisen, hvis medlemslandene arbejder sammen og finder løsninger hurtigst muligt.

Det siger den tyske forbundskansler Angela Merkel i Europa-Parlamentet i Bruxelles onsdag.

Hun er i Bruxelles for at præsentere Tysklands planer for EU-formandskabet de næste seks måneder.

Genopretningen af Europa efter coronakrisen vil være topprioritet, siger hun.

"Europæisk solidaritet er ikke bare en menneskelig gestus. Det er en bæredygtig investering. Europæisk sammenhold er ikke bare politisk påbudt, det er noget, som virkelig kan betale sig. Det vil være en ledetråd i vores formandskab. I fællesskab skal vi gøre Europa stærkere igen," siger Merkel.

Tyskland overtog det skiftende EU-formandskab efter Kroatien den 1. juli.

Første skridt på vejen til at få Europa ud af krisen er ved at blive enig om en omfattende genopretningsfond og det næste syvårige budget denne sommer, understreger Merkel.

"Det er vores fælles mål at nå til enighed hurtigst muligt. Ingen kommer ud af den her krise på egen hånd. Vi har ikke råd til at spilde tiden, det vil kun ramme de svageste," siger hun.

EU's stats- og regeringschefer skal mødes til fysisk topmøde i Bruxelles 17.-18. juli for at diskutere budget og fond.

EU-Kommissionen har foreslået en genopretningsfond på 750 milliarder euro, hvoraf 500 milliarder skal gives i støtte til hårdt ramte lande, og de resterende skal gives som lån.

Onsdag appellerer Merkel igen til EU-landene om at støtte den store og omfattende fond.

Den tyske kansler nævner også en række andre prioriteter for Tyskland det næste halvår.

Tyskland vil sætte europæisk ungdomsarbejde på dagsordenen. Det skal garantere ungdommens vej ud på arbejdsmarkedet, siger Merkel.

"Den sociale dimension er lige så vigtig som den økonomiske. Derfor vil vi fokusere på ungdommen og børnerettigheder. Det er dem, der er Europas fremtid, og dem, der mærker krisen hårdt," siger hun.

Også klimaforandringer er en vigtig prioritet for Tyskland. Landet vil arbejde for EU-lovgivning, som skal få EU i mål med at være klimaneutralt i 2050.

"Vi skal virkelig forpligte os til at opnå vores mål. Der er nogle udledninger, der skal mindskes frem mod 2030 for at nå mål om klimaneutralitet i 2050. Europa skal tage førertrøjen på. Derfor skal målene forankres i en klimabeskyttelseslov," siger hun.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også