Tusindvis af firmaer søger medlemskab i organisationer under coronakrise

Dansk Industri, Dansk Erhverv og SMVdanmark har under coronakrisen fået markant flere medlemmer. Det giver et mere stabilt arbejdsmarked, vurderer arbejdsmarkedsforsker.
SMVdanmark har oprettet en ny afdeling for at imødekomme den stigende efterspørgsel, fortæller adm. direktør Jakob Brandt. | Foto: PR / SVMDanmark
SMVdanmark har oprettet en ny afdeling for at imødekomme den stigende efterspørgsel, fortæller adm. direktør Jakob Brandt. | Foto: PR / SVMDanmark

”Vi har haft den største medlemsfremgang i marts nogensinde,” siger medlemsdirektøren i den over 100 år gamle erhvervsorganisation Dansk Industri Lars Frelle-Petersen. Han vurderer, at der under coronakrisen er omkring 500 nye virksomheder, der har valgt at melde sig ind i DI. Erhvervsorganisationen organiserer 11.700 af landets største virksomheder. Hertil kommer, at de er i gang med at fusionere med Dansk Byggeri, der har 6.000 medlemmer.

Også Dansk Erhverv fortæller, at coronakrisen har sat skub i medlemsudviklingen. 

”Vi har oplevet en meget stor medlemsfremgang, og alene i 2020 har vi fået over 1.000 nye medlemmer. Generelt har vi haft vækst i antallet af nye medlemmer i flere år, men der er ingen tvivl om, at coronavirussen har øget interessen yderligere for at være med i en erhvervsorganisation,” siger Morten Langager fra Dansk Erhverv, som har 17.000 medlemmer.

Nogenlunde samme melding kommer fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder. Erhvervsorganisationen har siden Mette Frederiksen lukkede Danmark ned 11. marts 2020, fået 1.200 nye medlemmer.

”Jeg tror, der kommer et før og efter coronakrisen. Der er opstået en forståelse af, hvad betyder det at organisere sig, og hvad det betyder, at der er nogen, som taler din sag på Christiansborg,” siger adm. direktør i SMVdanmark, Jakob Brandt.

Under coronakrisen har erhvervsorganisationerne også markeret sig marknat i pressen. Det viser en gennemgang af erhvervsorganisationers medieoptrædener under corona, som Infomedia har lavet for PolicyWatch.

SMVdanmark må oprette ny afdeling

Mens DI og Dansk Erhverv fortæller, at deres nye medlemmer dækker høj som lav og er repræsenteret bredt på tværs af brancher, så har SMVdanmark oplevet, at særligt virksomheder inden for eventbranchen har meldt sig ind i organisationen.

”Jo hårdere man har været ramt branchemæssigt, jo større har interessen været. Særligt inden for eventområdet, har vi oplevet en ny interesse. Det er en branche, som har stået utroligt alene, efter hjælpepakkerne er stoppet, og mens der stadigvæk har været et forsamlingsforbud. Det gælder alt fra virksomheder, der leverer fadøl til lys. Derfor har vi nu valgt at oprette et helt nyt branchefællesskab for dem,” siger Jakob Brandt.

Mere engagerede medlemmer

Udover at flere virksomheder har meldt sig ind i DI, Dansk Erhverv og SMVdanmark, så beretter organisationerne også om et langt større medlemsengagement. Flere virksomheder har deltaget i online-seminarer og benyttet sig af rådgivning via organisationernes hotlines, fortæller organisationerne.

”Vi har haft over 10.000 gange så mange opkald i marts måned sammenlignet med samme tidspunkt sidste år - bare i vores juridiske afdeling. Dertil kommer, at en masse virksomheder har haft brug for rådgivning om hjemmearbejde og e-handel,” siger medlemsdirektør i Dansk Industri Lars Frelle-Petersen.

Adm. direktør i SMVdanmark Jakob Brandt fremhæver to spørgsmål, som medlemmer især har søgt svar på:

”Vores medlemshotline er blevet lagt ned. Jeg tror man, har haft brug for at ringe til en ven. Det har særlig været spørgsmålene ”er jeg omfattet af hjælpepakkerne?” og ”kan jeg sende mine medarbejdere hjem?” som har fyldt for virksomhederne."

Det styrker den danske model

Arbejdsmarkedsforsker hos Københavns Universitet, Steen Erik Navrbjerg, mener, at ”det giver rigtig god mening, at man opsøger nogle fællesskaber, når krisen kradser.”

”Med corona-krisen har virksomhederne stået i en situation, de aldrig har stået i før. Mange har haft brug for sparring, når man har skulle søge hjælpepakker eller finde ud af, hvordan man gennemfører Skypemøder på en fornuftig måde,” siger Steen Erik Navrbjerg.

Han fortæller, at det generelt er kendetegnende for det danske arbejdsmarked, at der er en høj grad af organisering, og i sidste ende styrker det stabiliteten på vores arbejdsmarked, siger arbejdsmarkedsforskeren.

”Stærke arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger betyder stor overenskomstdækning, og så længe en overenskomst løber, kan man ikke konflikte – altså strejke eller lock-out’e. Jo stærkere organisationer, jo større er overenskomstdækningen – og jo mere stabilt er arbejdsmarkedet typisk også.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også