Nyt forslag: EU-præsident skruer op for dansk milliardrabat

Der er yderligere 186 millioner kroner til Danmark i årlig EU-rabat, siger nyt forslag fra Michel.
Foto: FRANCOIS LENOIR/AFP / POOL
Foto: FRANCOIS LENOIR/AFP / POOL
AF RITZAU

I et friskt kompromisforslag til EU's syvårsbudget foreslår EU-præsident Charles Michel ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Danmarks årlige rabat på EU-bidraget øges til 222 millioner euro. Det svarer til 1652 milliarder kroner.

Det er 186 millioner kroner - eller 25 millioner euro - mere end i Michels kompromisforslag fra sidste uge.

I det seneste Michel-forslag fra lørdag formiddag øges også rabatterne til Østrig og Sverige.

Der skal ifølge EU-præsidentens forslag gives rabatter til i alt fem lande. Danmark, Tyskland, Holland, Østrig og Sverige.

Det er fem nettobetalere til EU-budgettet. Det vil sige medlemslande, som betaler mere til budgettet, end de får direkte igen via EU's programmer.

Hvor store rabatterne bliver, eller om de overhovedet bliver til noget, afhænger af de kommende forhandlinger mellem EU's stats- og regeringschefer. Lederne har lørdag taget fat på andendagen af et topmøde i Bruxelles.

Et stort flertal af EU-landene ønsker rabatterne afskaffet. Det var også udgangspunktet i EU-Kommissionens oprindelige forslag til et EU-budget for 2021-27, at rabatterne i løbet af den kommende budgetperiode skulle udfases.

Men det seneste halve år har det stået klart, at det vil være uspiseligt for de fem lande, som får rabatterne.

Det opdaterede udspil til et EU-budget fra EU-Kommissionen i foråret afspejlede også dette. Heraf fremgik det, at man ville fastholde rabatter i den kommende periode.

I sidste uge præsenterede Michel et kompromisforslag, der baserede sig på samtaler med alle stats- og regeringscheferne. Her valgte han at sætte beløb på rabatterne, som han vurderede, at de skulle være.

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt forhandlede i 2013 en rabat til Danmark.

Den var på cirka en milliard danske kroner i daværende priser. Det var første gang, at Danmark fik en rabat, efter at andre nettobetalere i flere år havde haft rabatter - eller såkaldte korrektioner - på budgettet.

Storbritannien var det første EU-land, som fik en rabat. Den blev forhandlet af daværende premierminister Margaret Thatcher i 1984.

Netop Storbritanniens farvel til EU efterlader en stort hul i EU-budgettet. Det øger byrden på de andre nettobetalere som Danmark. Det har været et argument for, at rabatterne ikke stoppes nu.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også