Pompeo: Partnerskabet mellem Danmark og USA er afgørende for økonomisk vækst

Den amerikanske udenrigsminister mødes med statsministeren og udenrigsministeren, mens han er i København.
Foto: THIBAULT SAVARY/AFP / POOL
Foto: THIBAULT SAVARY/AFP / POOL
AF RITZAU

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, er ankommet til Danmark, hvor han onsdag formiddag har holdt møde med statsminister Mette Frederiksen (S).

Og det er en vigtig samarbejdspartner, som den amerikanske repræsentation onsdag besøger.

På det sociale medie Twitter skriver Mike Pompeo kort efter sin ankomst, at samarbejdet med Danmark er afgørende.

"Er i Danmark for at tale med statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) om vores stærke alliance, arktisk samarbejde, energisikkerhed og at fremme vores fælles værdier."

"Vores partnerskab er afgørende for national sikkerhed og økonomisk vækst, lyder det fra den amerikanske udenrigsminister."

Mike Pompeo kommer direkte fra et besøg i London, Storbritannien, hvor han tirsdag mødtes med blandt andre den britiske premierminister Boris Johnson.

Han landede onsdag formiddag i Københavns Lufthavn.

Iført mundbind med det amerikanske flags karakteristiske stjerner og striber ankom Pompeo i et af den amerikanske regerings fly. På landingsbanen blev han mødt af USA's ambassadør, Carla Sands.

Det er blandt andet amerikanske interesser i Arktis, forholdet til Kina og situationen i Hong Kong, der bliver drøftes under besøget.

Første stop var statsministerens embedsbolig, Marienborg. Her blev Pompeo omkring klokken 11 taget imod af Mette Frederiksen, og sammen vandrede de smilende rundt i parken bagved Marienborg Slot i solskinnet.

Efter et møde på Marienborg, hvor også blandt andre USA's ambassadør i Danmark, Carla Sands, deltog, er turen fortsat tilbage til København.

Her skal Pompeo møde udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og repræsentanter fra Færøerne og Grønland i Udenrigsministeriet.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også