Danskerne fik ikke den økonomiske optimisme tilbage i juli

Forbrugertilliden holdt sig stabilt i juli. Dermed er optimismen fra før coronavirus ramte ikke vendt tilbage.
Foto: Linda Johansen
Foto: Linda Johansen
AF RITZAU

Forbrugertilliden holdt sig nogenlunde stabilt i juli. Dermed ligger den fortsat ganske lavt efter voldsomme dyk i april udløst af coronakrisen.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Mens synet på Danmarks økonomi er bedre end for et år siden, så trækker faktorer mere relateret til forbrugerne selv indekset ned.

"Et forværret syn på familiens økonomiske situation i dag sammenlignet med for et år siden og et fald i købelysten er med til at holde forbrugertilliden nede," skriver Danmarks Statistik.

Forbrugertilliden tog et historisk stort dyk fra 3,3 i februar til minus 11,9 i april. I maj og juni vandt tilliden meget af det tabte tilbage, men ligger i juli fortsat på minus 2,9.

Tallet for forbrugertilliden bliver udregnet på baggrund af en række spørgsmål til danskere.

Her viser tallet for juli et fald i vurderingen af, hvordan de adspurgte ser deres økonomi sammenlignet med for et år siden. Samtidig er de adspurgte blevet mindre positive når det kommer til, om det er et godt tidspunkt at købe større ting som fjernsyn eller vaskemaskine.

"Den fortsat lave forbrugertillid hænger nok sammen med, at rigtigt mange har mistet deres arbejde under coronakrisen eller stadig er i en usikker situationen."

"Vi ser, at bare fordi man åbner økonomien igen, så kommer forbrugertilliden ikke tilbage til niveauet fra før. Dansk økonomi er i en krise, og det ser man," siger cheføkonom i Sydbank Søren V. Kristensen.

Hen forventer, at det vil tage tid, før forbrugerne igen finder fordums tro på fremtiden og egen økonomi frem igen. Men at udbetalingen af feriepenge i efteråret kan være en hjælp.

Det er vigtigt for økonomien, at danskerne igen begynder at bruge penge. Sammen med eksporten er det nemlig en af to motorer for den samlede økonomi.

"Privatforbruget udgør halvdelen af den danske økonomi. Og lige nu er den ekstra vigtig, fordi politikerne har valgt at satse på forbrugerne som dem, der skal trække os ud af krisen," siger cheføkonomen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også