PolicyWatch

Nye tal viser, at den europæiske økonomi begynder at røre på sig

Der er atter vækst i den europæiske økonomi, og det glæder danske økonomer, som dog er påpasselige med at hæve hænderne alt for højt over hovedet.

Foto: Gregers Tycho/INDBLIK

Fredagens foreløbige PMI-tal i eurozonen for juli viste en fremgang i både servicesektoren og industrien, som begge sneg sig op over indeks 50.

En værdi over netop 50 indikerer positiv vækst, og her trak specielt servicesektoren op, da den var på 55,1. Industrisektoren endte på 51,1, mens det samlede indeks på tværs af sektorer var på 54,8.

Alle tre tal var under 50 i juni.

"Selv om den økonomiske aktivitet stadig er underdrejet i forhold til før coronakrisen, så er det positivt, at Europa er på vej i den rigtige retning efter det store fald i økonomisk aktivitet, da coronakrisen var værst," siger Mikael Olai Milhøj, der er senioranalytiker hos Danske Bank, i en kommentar.

"Den positive vækst er drevet af en kombination af, at covid-19 er under kontrol i Europa, og at de fleste lande er kommet et godt stykke i genåbningsprocessen," fortsætter han.

Anders Christian Overvad, som er økonom hos Arbejdernes Landsbank, er enig i at fredagens tal er positiv læsning, men maner til besindighed i forhold til at glæde sig for tidligt.

"Den økonomiske aktivitet er på vej tilbage i Europa, og det er godt nyt for dansk økonomi, da vi er dybt afhængige af, hvordan det går udenfor landets grænser," siger han i en kommentar.

"Der er dog malurt i bægeret, da vi flere steder i Europa har set antallet af smittede stige, og i visse lande er man ligefrem begyndt at genindføre restriktioner. Det vidner netop om den massive risiko der i øjeblikket, og hvorfor man skal være varsom – da risikoen for en anden smittebølge bestemt er til stede," siger han.

Fredag eftermiddag kommer også PMI-tal fra USA, hvor der ikke er sikkerhed for et indekstal over 50. Estimater indsamlet af Bloomberg News viser ganske vist, at der ventes 52,0 for industrien og 51,0 for servicesektoren, men en nylig opblussen i antal coronasmittede kan skabe grus i maskineriet.

"De fleste højfrekvente nøgletal for USA indikerer, at genopretningen i USA har taget en pause, hvilket nok skyldes en kombination af lokale og målrettede nedlukninger og spredningen af covid-19 i en række store stater, der holder folk hjemme," siger Mikael Olai Milhøj.

Han understreger vigtigheden af, at USA's økonomi kommer på rette spor igen.

"USA er verdens største og vigtigste økonomi, og derfor er det ikke uden betydning for Europa og dermed Danmark, om USA også snart får styr på coronasmitten, så den økonomiske genopretning kan fortsætte," siger Mikael Olai Milhøj.

PMI-indekset er et udtryk for indkøbschefernes vurdering af den økonomiske situation. De amerikanske PMI-tal lander klokken 15.45.

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier