EL vil have vurdering af risiko ved åbning af natteliv

Enhedslisten er før forhandlinger om genåbning i midten af august skeptisk over for at åbne diskoteker.
Foto: Philip Davali/Philip Davali, Ekstra Bladet
Foto: Philip Davali/Philip Davali, Ekstra Bladet
AF RITZAU

Stigende smittetal med coronavirus får nu Enhedslisten til at efterlyse en sundhedsfaglig redegørelse for risikoen for yderligere smitte ved genåbningens fase 4, der efter planen skal påbegyndes i august.

Her ventes blandt andet spillesteder, diskoteker og natklubber at få lov til at åbne.

Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, fortæller, at der skal forhandles den 12. august, hvor partiet vil fremlægge ønsket, såfremt smittetallene ikke er faldet kraftigt.

Han erklærer sig grundlæggende "skeptisk" over for en åbning af nattelivet.

"Hvis det er en vedvarende tendens, som det tyder på lige nu, er der brug for at få en klar vurdering af sundhedsmyndighederne om åbningen af nattelivet. Umiddelbart er vi temmelig skeptiske, for det vil være en risiko at løbe," siger han.

Torsdag blev det største antal smittede siden starten af maj registreret. 91 smittede med coronavirus blev der meldt om.

Peder Hvelplund henviser blandt andet til, at åbning af natteliv kan føre til såkaldte supersprederbegivenheder, hvor mange mennesker smittes med coronavirus på en gang.

Derfor er der også, mener ordføreren, brug for en plan for at inddæmme smitten, hvis en genåbning sender den ud af kontrol.

"Det, vi kan frygte, er, at det kan nå at stige mere, inden vi når frem til den 12. august."

"Derfor har vi brug for at stå på helt sikker grund," siger han.

I den plan for de forskellige faser af genåbningen, der blev præsenteret i maj, hedder det, at restriktioner mod diskoteker, natklubber og spillesteder vil blive opretholdt indtil "primo august".

Det er derudover planen, at grænsen for forsamlingsforbuddet hæves til 200 den 8. august.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også