Enhedslisten kræver mundbind i den offentlige transport

Mundbind ser ud til at blive et nøgleemne, når Folketingets partier i næste uge skal forhandle genåbning.
Foto: Mads Claus Rasmussen//
Foto: Mads Claus Rasmussen//
AF RITZAU

Enhedslisten kræver et påbud om at bruge mundbind i den offentlige transport. Det er meldingen fra regeringens støtteparti, inden de politiske forhandlinger om genåbningens fase 4 begynder i næste uge.

Det siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund.

"Det var fornuftigt nok, at det først var en anbefaling. Men det står klart, at den ikke bliver fulgt, og vi har et hensyn at tage til de sårbare og udsatte grupper, som reelt er udelukket for at benytte den offentlige transport."

"Og det handler også om den generelt bekymrende stigning i antallet af smittede. Derfor bør det være et påbud, så det står klart for enhver, at det er et krav at benytte mundbind i den offentlige transport," siger Hvelplund.

Diskussionen om mundbind fylder en del i coronadebatten i disse dage. SF - et andet støtteparti - vil drøfte en forsøgsordning med gratis udlevering af mundbind med sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

"Hvis flere beskytter sig med mundbind, kan det være den bedste investering og et værn mod endnu en dyr nedlukning af samfundet," skrev SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, tidligere torsdag.

Meldingerne kommer, efter at DSB onsdag valgte at droppe kravet om pladsbillet i sine tog. Det betyder, at flere kan rejse med togene.

Det droppede pladskrav kom, efter at Sundhedsstyrelsen er begyndt at anbefale mundbind, hvis der ikke kan holdes afstand i offentlig transport.

Det er Enhedslistens indstilling, at mundbind skal være gratis for passagererne i den offentlige transport.

"Det skal stilles til rådighed. Og det må vi lave en aftale med trafikselskaberne om, hvordan vi konkret løser," siger Hvelplund.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også