Regeringen forventer stort fald i det økonomiske råderum

Råderummet, som for knap et år siden blev vurderet til at være over 28 milliarder kroner i 2025, skrumper.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Regeringen forventer et fald i det økonomiske råderum frem mod 2025.

Det fremgår af en opgørelse, som finansminister Nicolai Wammen (S) mandag præsenterer på et pressemøde i Finansministeriet. Her præsenterer han regeringens finanslovsforslag samt Økonomisk Redegørelse.

Regeringen forventer, at det økonomiske råderum vil være 19,5 milliarder kroner frem mod 2025.

Af de 19,5 milliarder kroner er 11 milliarder kroner beregnet til det såkaldte demografiske træk.

Det demografiske træk skal ses som et udtryk for, at ændringer i befolkningsudviklingen påvirker det offentlige forbrug.

Så hvis der kommer flere børn og flere ældre, stiger udgifterne til for eksempel daginstitutioner og sundhedsvæsen.

Helt kort og forsimplet er det økonomiske råderum statens forventede økonomiske overskud frem mod 2025 og er således en forudsigelse af, hvad man har med at gøre. Dermed er det også ret usikkert.

Da det økonomiske råderum senest blev justeret i oktober sidste år, blev råderummet opgjort til samlet 28,75 milliarder kroner frem mod 2025.

Nicolai Wammen afviser på pressemødet, at regeringen ikke har det som en prioritet at have et solidt råderum.

- Det er klart en prioritering at have et godt råderum. Fordi det er forudsætningen for, at vi blandt andet kan gøre det for velfærden, som vi skal. Det er i øvrigt også noget, vi arbejder efter i al almindelighed.

- Men jeg må bare sige, at vi jo står i en situation, som ingen havde forudset for et halvt år siden. Dansk økonomi har fået en kæberasler af en anden verden.

- Vi er blevet lidt mindre hårdt ramt end lande omkring os, som vi sammenligner os med.

- Men vi står ikke i en normal situation. Og på trods af det lægger vi nu en finanslov frem, hvor vi håndterer corona og den grønne omstilling, og hvor der også er penge til velfærd i de kommende år, siger han.

Det er blandt andet indgåede klimaaftaler og udgifter i forbindelse med håndteringen af coronakrisen, der presser råderummet ned.

Regeringen har også sat i alt 2,4 milliarder kroner fra råderummet af til at finansiere den ret til tidlig pension, som regeringen ønsker at indføre.

Økonomisk Redegørelse er en publikation, som bliver udgivet tre gange om året, i maj, august og december.

Redegørelsen indeholder blandt andet regeringens prognose for dansk økonomi samt en vurdering af de offentlige finanser.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også