Rusland indleder corona-vaccinationer i november

Russisk embedsmand siger, at der i Vesten sendes signaler om, at Moskvas fremgangsmåde er rigtig.
Foto: Juan Mabromata/AFP / AFP
Foto: Juan Mabromata/AFP / AFP
AF RITZAU

De russiske sundhedsmyndigheder vil begynde at vaccinere mod coronavirus i stort omfang i november, oplyser sundhedsminister Mikhail Murasjko mandag.

Vaccinen vil i første omgang blive tilbudt til sundhedspersonale og lærere, og den skal være frivillig, siger den russiske minister til nyhedsbureauet Tass.

Ifølge russiske medier er 40.000 frivillige forsøgspersoner i gang med at teste vaccinen.

Vaccinen, som har fået navnet Sputnik V, er udviklet af et statsligt laboratorie og blev først testet på laboratoriets egne ansatte og på soldater.

Rusland har godkendt covid-19-vaccinen i denne måned efter mindre end to måneders test af den, hvilket har affødt kritik fra vestlige eksperter.

Lederen af USA's føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed, Stephen Hahn, har siden udtalt, at han støtter en godkendelse af en vaccine, inden de såkaldte fase tre-tests er afsluttet, hvis eksperter tror på, at fordele opvejer ulemper. Lignende signaler er blevet sendt ud af den britiske regering.

Dette får den russiske embedsmand Kirill Dmitriev, som leder Ruslands velfærdsfond, til at sige, at Rusland gjorde ret i at træffe beslutning om at indlede vaccinationer, inden de sædvanlige test er foretaget.

"Vesten er chokeret over Ruslands succes med at udvikle en potentiel vaccine, og har måttet gennemgå faserne med at acceptere det uundgåelige: Fornægtelse, vrede, depression og i sidste instans accept," siger han i en erklæring.

"De seneste erklæringer i Vesten er tegn på. at vi allerede er kommet ud over stadiet med depression, og det er nu blevet accepteret, at Ruslands fremgangsmåde er den korrekte," hedder det videre.

Rusland planlægger også at teste en anden vaccine mod covid-19 sidst i september eller først i oktober.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også