Elbæk: Frie Grønne får strammere styring end Alternativet

Uffe Elbæk, Sikandar Siddique, Susanne Zimmer og Niko Grünfeld har stiftet partiet Frie Grønne.
Foto: Emil Helms//
Foto: Emil Helms//
AF RITZAU

Det nystiftede parti Frie Grønne bliver ikke ligesom Alternativet, selv om partistifterne tidligere har været medlemmer af netop Alternativet.

Det siger partistifter Uffe Elbæk til Ugebrevet Mandag Morgen. Elbæk var selv med til at stifte Alternativet i sin tid.

"Der kommer en meget strammere styret organisation i Frie Grønne," siger Elbæk til Ugebrevet Mandag Morgen.

Sammen med de tidligere Alternativet-medlemmer og nuværende folketingsmedlemmer Sikandar Siddique og Susanne Zimmer samt tidligere kulturborgmester i København Niko Grünfeld har han stiftet det nye parti.

Det præsenteres mandag formiddag. Partiet får Siddique som politisk leder.

Tilbage i marts, lige inden coronakrisen ramte Danmark og siden har fyldt det meste i dansk politik, gik Alternativet totalt i opløsning.

Folketingsmedlemmerne Siddique, Elbæk, Zimmer og Rasmus Nordqvist forlod Alternativet og efterlod Torsten Gejl som den eneste tilbageværende i folketingsgruppen.

Siden er Nordqvist blevet SF'er, mens den øvrige trio søndag altså meldte ud, at de har oprettet et nyt parti.

Årsagen blev ikke pakket ind. Kvartetten var utilfreds med valget af Josephine Fock som Alternativets nye leder.

Elbæk var inden da selv trådt tilbage. Og det var ingen hemmelighed, at Elbæk og resten af folketingsgruppen ønskede Nordqvist som ny leder.

Med Alternativets medlemmer stemte anderledes og valget faldt på Fock, som tidligere har siddet i Folketinget for Alternativet.

Efter at Fock overtog posten som politisk leder for Alternativet, blev hun beskyldt for krænkende adfærd, da hun sad i Folketinget fra 2015 til 2018, hvor Elbæk var leder.

Et spinkelt flertal af partiets hovedbestyrelse bakkede dog op om Fock som leder efter at have undersøgt sagen. Fock har ligeledes afvist anklagerne.

I interviewet med Mandag Morgen peger Elbæk på en række problemer fra opstarten af Alternativet. Blandt andet om konstruktionen af partiet.

Disse skal ikke gentages i Frie Grønne, siger han.

"Der vil altid være magtkampe og interesser i en organisation, men jeg har haft en oplevelse af, at den rolle ikke var beskrevet tydeligt nok i Alternativet."

"Det var uklart. Ikke bare for mig, det var det også for andre. Altså, bare som et eksempel: Hvad kunne hovedbestyrelsen beslutte, og hvad kunne hovedbestyrelsen ikke beslutte," siger Elbæk til Mandag Morgen.

Frie Grønne slår sig op på at være Danmarks "klimaansvarlige og antiracistiske parti". Officielt præsenteres partiet mandag klokken 11 på Blågårds Plads i København. Her er Siddique født og opvokset.

Gejl og Fock vil ikke kommentere ekskollegernes nye parti før præsentationen, oplyser førstnævnte.

I en sms skriver Nordqvist om det nye parti:

"Jeg ønsker dem held og lykke med det store projekt, de tager hul på nu."

Siddique blev valgt ind i Folketinget sidste år

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også