Trump vil ikke garantere fredelig magtoverdragelse

Det kommende præsidentvalg er en "katastrofe", siger Trump, der igen sår tvivl om brevstemmer.
Foto: MANDEL NGAN/AFP / AFP
Foto: MANDEL NGAN/AFP / AFP
AF RITZAU

USA's præsident, Donald Trump, vil ikke give garantier for, at der vil ske en fredelig overdragelse af magten, hvis han taber præsidentvalget 3. november.

"Vi må se, hvad der sker," siger Trump på et pressemøde i Det Hvide Hus.

Det var svar på et spørgsmål fra en journalist, der ifølge nyhedsbureauerne Reuters og dpa spurgte, om Trump vil garantere en fredelig magtoverdragelse, hvis han taber valget.

Trump har flere gange sået tvivl om, hvorvidt valget vil være retfærdigt. Han har ytret mange bekymringer om brevstemmer.

På grund af coronapandemien ventes en stor del af vælgerne at stemme per brev. Det er også noget, som Demokraterne har opfordret til.

Det er en "en katastrofe", siger Trump.

"I ved, at jeg har klaget meget kraftigt over afstemningen. Afstemningen er en katastrofe," siger Trump på pressemødet.

"Der vil ærlig talt ikke være en overdragelse, der vil være en fortsættelse," siger han ifølge Huffington Post.

Der er ikke beviser for, at brevstemning medfører en højere risiko for uregelmæssigheder, som Trump har hævdet gentagne gange.

Han har også tidligere hævdet, at den eneste måde, Demokraterne kan vinde valget, er "ved at snyde".

Præsidenten har tidligere afvist at svare på, om han vil anerkende valgresultatet, hvis han skulle tabe til Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden.

I juli sagde han i et interview med tv-stationen Fox News, at han "vil se", om han vil acceptere valgresultatet, når det foreligger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også