Økonomer: Stigende erhvervstillid kan hurtigt vende

Økonomer advarer mod at den stigende tillid til danske erhvervsdrivende sagtens kan vende.
Foto: Marie Ravn/JPA
Foto: Marie Ravn/JPA
AF RITZAU FINANS

Tilliden til den økonomiske situation er på vej tilbage efter en god sommer for de danske erhvervsdrivende. Det fremgår af den danske erhvervstillidsindikator fra Danmarks Statistik.

Her steg erhvervstilliden til 87,2 fra 84,3 i september, hvilket dermed er den fjerde måned i streg med stigninger.

Det er et godt tegn for dansk økonomi og viser, at mange virksomheder er kommet godt gennem sommeren, lyder det fra en række økonomer.

"Danske virksomheder har overordnet troen på fremtiden i behold, og især efter sommerferien har der været stigende aktivitet. Det ser vi nu i erhvervstilliden," skriver Troels Kromand Danielsen, cheføkonom hos Nykredit, i en kommentar.

"Samtidig er frygten for at måtte dreje nøglen om forsvundet hos mange virksomheder. I detailhandlen, som har haft en forrygende sommer, frygter ingen længere at knække nakken som følge af covid-19, mens det for det samlede serviceerhverv er blot 3 pct. af virksomhederne vægtet på antal ansatte," fortsætter han.

Der er dog et stort "men", vurderer cheføkonomen. Størstedelen af besvarelserne er nemlig indsamlet før 10. september - altså før de nye landsdækkende restriktioner trådte i kraft, og før smittespredningen de seneste uger for alvor var startet.

Desuden vidner tallene fortsat om et meget usikkert forretningsklima, hvor mange virksomheder fortsat oplever problemer med efterspørgslen, pointerer Troels Kromand Danielsen.

Den vurdering er Anders Christian Overvad, der er økonom hos Arbejdernes Landsbank, enig i.

"Selv om stigningerne bestemt er glædelige, kommer de på en billig baggrund, da vi kommer fra et lavt udgangspunkt. Før coronakrisen indtraf, befandt erhvervstilliden sig på et niveau omkring de 100, og vi er derfor stadig langt fra tilbage til en normal situation, og det vidner netop om, hvor skrøbelig situationen er i øjeblikket," lyder det i en kommentar til dagens tal.

Tillidsindikatoren er blevet trukket op af tal fra detailsektoren, servicesektoren samt bygge- og anlægsbranchen, mens der omvendt var tilbagegang hos industrien, der faldt fra minus 10 til minus 11.

"Det er bekymrende, at industrien igen oplever en lille tilbagegang, drevet af tomme ordrebøger. Udviklingen flugter dog med data fra udlandet – og ikke mindst euroområdet, hvor genopretningen af økonomien ser ud til at være sat på stand-by på grund af nye lokale nedlukninger og fortsatte rejserestriktioner," lyder det fra Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea.

Han venter fortsat økonomisk fremgang hen over efteråret, men det bliver også en udfordrende periode for de danske eksportvirksomheder, vurderer han.

"Størstedelen af lønkompensationsordningerne er udløbet nu og den internationale økonomi er fortsat ikke kommet helt op i omdrejninger. Derfor står ikke mindst eksportsektoren over for store udfordringer, ligesom de tabte indtægter fra perioden med nedlukning i den hjemlige økonomi ikke står til at blive genvundet."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også