Skipper vil holde sig ude af rotationsdebat i Enhedslisten

Som vedtægterne er nu, kan Enhedslistens politiske ordfører og frontfigur ikke genopstille ved næste valg.
Foto: Mads Claus Rasmussen//
Foto: Mads Claus Rasmussen//
AF RITZAU

Medmindre Enhedslisten laver om i vedtægterne, kan partiets politiske ordfører, Pernille Skipper, ikke genopstille ved næste folketingsvalg.

Det er status før weekendens årsmøde i partiet, som Enhedslisten grundet corona-restriktioner i lighed med andre partier afvikler digitalt.

Enhedslistens rotationsprincip betyder, at man kun kan sidde i Folketinget i en begrænset periode.

I kulissen arbejdes der dog på at forlænge rotationsprincippet, hvilket de 339 delegerede til årsmødet skal stemme om.

Ritzau har talt med Skipper om emnet, hun som udgangspunkt ikke vil blande sig i.

Er det altid godt at have et rotationsprincip?

"Det er det, der er spørgsmålet, som de delegerede i Enhedslisten skal tage stilling til. Der er forslag til, at man ændrer lidt i princippet, ikke at afskaffe det, men at ændre det, så man kan sidde lidt længere."

"Det er ikke noget, jeg skal være med til at stemme om, og jeg vil heller ikke gøre mig til overdommer. Det er op til de delegerede."

Vil du lave noget andet end at være folketingspolitiker efter den nuværende valgperiode?

"Jeg indretter mig efter reglerne, som de er nu. Så må vi se, hvad der sker på årsmødet."

Det var hverken ja eller nej?

"Du får mig ikke til at blande mig i den diskussion. Hverken direkte eller indirekte. Det er en diskussion, der er op til Enhedslistens medlemmer. Det er sådan hos os, at det ikke er noget, som jeg, andre folketingsmedlemmer eller ledelsen kan bestemme."

"Der er situationer, hvor de stemmer, der tit bliver hørt, skal trække sig lidt i baggrunden, og det her er en af de situationer."

Da Johanne Schmidt-Nielsen var politisk ordfører, var du kronprinsesse og den logiske afløser. Er du enig i, at situationen i dag ikke er den samme? Altså at der ikke er en oplagt afløser for dig?

"Jeg vil ikke gå ind i diskussionen, om hvem der skal være politisk ordfører. Så kommer jeg også til at vade ind i diskussionen om rotationsordningen."

"Men vi i folketingsgruppen diskuterer og har en plan for, hvad vi skal gøre, og vi har indrettet os efter, at reglerne er, som de er nu. Så I skal nok høre mere om en ny politisk ordfører senere."

Er problemet med rotationsordningen ikke, at Enhedslisten producerer dygtige politikere, men smider dem ud for tidligt?

"Helt overordnet har rotationsordningen både fordele og ulemper. Den åbenlyse fordel er, at vi ikke har karrierepolitikere, der sidder herinde."

"De mennesker, der stiller op for Enhedslisten, er ikke nogen, som gerne vil gøre karriere i politik. Det er mennesker, som brænder for det, vi gerne vil. Det er en kæmpe styrke for os."

"Bagsiden er, at når man har fået erfaringen herinde, og det er en speciel verden herinde på godt og ondt, ja, så skal man skiftes ud igen. Så vi har hele tiden en udfordring med at være kendte, altså at folk ved, hvem vi er, og stoler på os som mennesker, så de vil stemme på os, og så selvfølgelig erfaringen."

"Det er ikke på sin plads, at jeg blander mig i den debat. Men personligt er det en god idé ikke at sidde herinde for længe. Hvad for længe så er, det er til debat."

Efter 2015-valget afløste du selv Johanne Schmidt-Nielsen som politisk ordfører året efter. Så hvis rotationsordningen ikke laves om, skal du så takke af som politisk ordfører i 2021 for eksempel?

"Det er Enhedslistens folketingsgruppe, som vælger en politisk ordfører. Vi har talt om det her, og vi har selvfølgelig en plan for, hvordan vi kommer til at gøre det. Den retter sig, indtil andet er vedtaget, efter de regler, der er."

"Jeg bliver som politisk ordfører i hvert fald året ud. Og så skal den måbende verdenspresse nok høre mere."

Det lyder lidt som om, at du forlader posten i 2021, hvis det er status quo efter årsmødet?

"Det bliver i hvert fald ikke før jul. Vi har en plan, og jeg tror, at det nok skal blive rigtig godt."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også