Lønmodtagere har søgt om 38 milliarder kroner i feriepenge

I weekenden har 140.000 flere lønmodtagere bedt om at få udbetalt indefrosne feriepenge.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

1,74 millioner lønmodtagere har indtil mandag klokken 10 været inde at søge om at få udbetalt tre uger af deres indefrosne feriepenge. Det oplyser ATP, der administrerer udbetalingerne.

Der er bestilt omkring 38 milliarder kroner. Der er udbetalt 19,7 milliarder efter skat ifølge ATP.

Dermed har weekenden budt på omkring 140.000 nye ansøgninger og yderligere fire milliarder, der er på vej ud til lønmodtagerne.

Ifølge cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer fortsætter lønmodtagerne med at vise større appetit end ventet på at give privatøkonomien en vitaminindsprøjtning.

"Det er et overraskende højt beløb, der viser, at der fortsat er fuldt drøn på udbetalingen af feriepengene," siger han.

"Vi forventer, at danskerne vil vælge at få 40-50 milliarder kroner udbetalt. Men meget tyder på, at vi kan blive positivt overraskede."

"Jeg vil bestemt ikke blive overrasket, hvis der ender med at blive betalt i omegnen af 50 milliarder kroner."

Han noterer, at der i alt er næsten 60 milliarder kroner, der kan udbetales.

I lovforslaget til udbetalingen står, at hvis næsten 60 milliarder bliver udbetalt, giver det omkring 20 milliarder i skatteindtægter.

I weekenden kunne Salling Group, der står bag blandt andet Føtex, Bilka, El-Giganten og netbutikken Coolshop, fortælle, at der var et øget salg. Det er særligt lidt dyrere varer såsom elektronik og legetøj.

Formålet med at udbetale de indefrosne feriepenge er at give forbruget en saltvandsindsprøjtning.

Lønmodtagere har indtil 1. december til søge om de indefrosne feriepenge. Ellers bliver de udbetalt, når man bliver pensionist.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også