Faldende salg af medicinalvarer trækker dansk eksport ned

I august er den danske eksport faldet. Havde det ikke været for medicinaleksporten, var den steget.
Foto: Bioinnovation Institute / PR
Foto: Bioinnovation Institute / PR
AF RITZAU

Salget af danske medicinalvarer til udlandet har været faldende i slutningen af sommeren. Det er med til at trække den samlede eksport ned.

Det viser sæsonkorrigerede tal fra Danmarks Statistik.

Samlet er eksporten faldet med 1,4 procent i august. Men fratrækker man den del af eksporten, der blandt andet omfatter medicinalvarer, så er eksporten faktisk steget med 1,5 procent i august.

Ifølge Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, er det ikke ualmindeligt, at eksporten af medicinalvarer kan komme i nogle ryk.

"Derfor håber vi, at der kommer mere fart på eksporten af medicin i de kommende måneder," siger han i en skriftlig kommentar.

Set over de seneste tre måneder er den samlede danske eksport steget med to procent. Det er set i forhold til de tre forudgående måneder.

Til gengæld er eksporten siden årsskiftet faldet med ligeledes to procent.

Faldet kaldes en stor nedgang af Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv. Han finder dog trøst i, at den danske eksport har været mindre hårdt ramt end andre lande i EU.

"Det skyldes, at dansk vareeksport har et højt indhold af fødevarer og medicin, der er mindre følsomme overfor udsving i konjunkturerne," siger Kristian Skriver i en skriftlig kommentar.

Ser man på den varegruppe, der blandt andet indeholder medicinalvarerne, så er eksporten her steget med 13,1 procent siden årsskiftet.

Set i lyset af den nuværende coronakrise bemærker Kristian Skriver, at det er en stor styrke for dansk økonomi, at Danmark i mindre grad end tidligere er følsom overfor nedgang i de globale konjunkturer.

Sammen med tallene for den danske eksport har Danmarks Statistik oplyst tal for den danske betalingsbalance.

Betalingsbalancen er groft sagt er summen af landets handel med udlandet.

I august viser betalingsbalancen et overskud på 11,7 milliarder kroner. Det er 2,3 milliarder kroner mindre end i juli.

Årsagen til det mindre overskud er en stigning i den samlede import, mens at den samlede eksport er faldet.

Staten sender grønne millioner og eksportstøtte til det blå erhvervsliv  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også