Auken: Ny R-leder har dækket over Østergaards krænkelser

Sofie Carsten Nielsen valgte at dække over Østergaard i stedet for at tage opgør, lyder det fra Ida Auken.
Foto: Martin Sylvest/Martin Sylvest /
Foto: Martin Sylvest/Martin Sylvest /
AF RITZAU

Den nye radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, har dækket over flere episoder, hvor tidligere leder Morten Østergaard har opført sig krænkende.

Det skriver folketingsmedlem Ida Auken (R) på Facebook. Sofie Carsten Nielsen afviser Aukens udlægning og kalder det "falske påstande".

I Ida Aukens opslag lyder det, at hun har oplevet Morten Østergaard opføre sig grænseoverskridende og befamle en kvinde under Folkemødet på Bornholm i 2017.

Herefter, skriver Ida Auken, bad hun "udtrykkeligt" Sofie Carsten Nielsen om at gribe ind over for Morten Østergaard.

- Svaret til mig fra ledelsen dengang var, at man var begyndt at mandsopdække Morten og lægge ham i seng, når han blev for beruset. Jeg sagde, jeg ikke mente, det var godt nok, skriver Ida Auken.

Det har ikke været muligt at få fat på Ida Auken, der har orlov fra Folketinget grundet stress.

Hun skriver videre, at flere i partiet efterfølgende har afvist at være blevet orienteret.

- Sofie Carsten Nielsen har efterfølgende afvist at have hørt sådan en historie om Morten Østergaard, og det samme har landsformanden (Svend Thorhauge, red.). Den tredje person, partisekretæren, har modsat de to andre skriftligt bekræftet, at jeg har talt med ham om sagen, skriver Auken.

Hun fulgte sagen op med endnu en samtale i 2018. Her gjorde Auken det klart, at hun havde mistet tilliden til Morten Østergaard som leder for De Radikale på baggrund af blandt andet hans opførsel over for kvinder.

- Så jeg er ikke i tvivl om, at Sofie Carsten Nielsen vidste, hvordan Morten Østergaard opførte sig, og valgte at dække over ham i stedet for at tage det nødvendige opgør, skriver Ida Auken.

Ida Auken sendte lørdag en mail til folketingsgruppen. I mailen fortæller hun om den historie, hun skriver om på Facebook onsdag.

I mailen skriver hun, at det ikke var korrekt, når ledelsen sagde, at de ikke kendte til flere sager. Hun opfordrer i mailen til at give det fulde billede til folketingsgruppen.

På Facebook skriver Sofie Carsten Nielsen, at hun er "rasende" over Ida Aukens opslag. Hun afviser at have kendt til den sag, Ida Auken fortæller om.

- At Ida vælger at slynge falske påstande om mig og vores landsformand ud på nuværende tidspunkt, kan jeg ikke se som andet end et forsøg på at destabilisere partiet, skriver hun.

Sofie Carsten Nielsen har flere gange afvist at kende til andre sager end en sag fra omkring ti år siden, der omhandler folketingsmedlem Lotte Rod og nu afgåede leder Morten Østergaard.

Her har Østergaard erkendt, at han lagde en hånd på låret af Lotte Rod mod hendes vilje.

Mandag aften kom det frem, at det radikale folketingsmedlem Katrine Robsøe 17. september orienterede Nielsen om, at hun også var blevet berørt af Østergaard mod sin vilje.

Både Katrine Robsøe og Lotte Rod bad Sofie Carsten Nielsen om at holde sagerne fortrolige, hvilket hun har respekteret.

Af samme grund har hun afvist at have dækket over noget, når hun direkte blev spurgt om kendskab til andre sager.

Men det er altså forkert, mener Ida Auken.

Tirsdag aften udtrykte hovedbestyrelsen tillid til Sofie Carsten Nielsen som ny leder.

Ida Auken skriver, at "der selvfølgelig var tale om mere alvorlige handlinger end en hånd på et lår."

Desuden skriver hun, at sagen fra 2017 er en af tre sager om uønsket seksuel opmærksomhed, Østergaard har omtalt i et Facebook-opslag - foruden sagen om Lotte Rod.

Det har endnu ikke været muligt for Ritzau at få en kommentar Svend Thorhauge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også