Facebook fjerner partis gruppeside kort før newzealandsk valg

Partiet Advance New Zealand mener, at Facebook blander sig i parlamentsvalg, der skal afholdes lørdag.
Foto: Dado Ruvic/REUTERS/Ritzau Scanpix
Foto: Dado Ruvic/REUTERS/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det sociale medie Facebook har valgt at slette en gruppeside, der tilhører det newzealandske parti Advance New Zealand. Det sker blot to dage før parlamentsvalget i New Zealand.

Siden blev slettet torsdag, fordi partiet ifølge Facebook gentagne gange har delt misinformation om covid-19.

"Vi har en meget klar politik om den type indhold og vil håndhæve den over for alle - uanset deres politiske position eller partiforbindelse," skriver Facebook i en meddelelse.

I Advance New Zealand (Fremad New Zealand) mener man, at Facebook er gået over stregen og har blandet sig i valget.

"Jeg er forfærdet ud over alle grænser. Dette viser newzealænderne og verden, at kampen, vi kæmper for at forhindre en totalitær stat, hvor vores ytringsfrihed bliver undergravet, er en reel kamp."

Det siger Billy Te Kahika, der er en af partiets ledere.

Partiet fik tidligere på ugen et påbud fra de newzealandske forbrugermyndigheder om at fjerne faktuelt forkerte oplysninger på siden.

Det gjaldt blandt andet indhold, hvor partiet hævdede, at det er lovpligtigt at blive vaccineret mod covid-19.

Partiet har under valgkampen blandt andet markeret sig som modstander en national nedlukning, der har været indført for at bremse spredningen af coronavirus.

Det newzealandske parlamentsvalg bliver afholdt lørdag.

New Zealand er hidtil sluppet relativt nådigt igennem den globale coronapandemi.

Således er der "kun" registreret 1876 smittetilfælde og 25 dødsfald blandt coronapatienter i landet, der har 4,9 millioner indbyggere.

Det var meningen, at parlamentsvalget i New Zealand skulle have været afholdt 19. september.

Men på grund af øget smittespredning valgte premierminister Jacinda Ardern at udskyde valget i fire uger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også