Frankrig og Holland bakker op om EU's forsøg på at splitte amerikanske techgiganter for at begrænse selskabernes magt.
Det skriver Financial Times.
Amerikanske techgiganter står foran et forsøg fra EU på at opbryde selskaberne.
Nu har Frankrig og Holland tilsluttet sig Europa-Kommissionen, som har en ny lovgivning under udarbejdelse, der skal begrænse techgiganterne.
Cedric O, der er Frankrigs digitalminister, og Mona Keijzer, der er minister for digitale anliggender i Holland, har underskrevet en erklæring, som opfordrer EU's lovgivere til at tage affære mod selskaber som Google og Amazon. I værste fald kan EU forsøge at opbryde selskaberne.
Andre muligheder inkluderer at give forbrugerne mulighed for at tvinge selskaber som Facebook og Apple til at overføre private data til konkurrenter, eller at forbyde selskaber som Google at promovere sine egne tjenester over konkurrenter.
Frankrig har længe forholdt sig kritisk til techgiganterne, mens Holland før har været mere afholdende.
Lovgivere fra EU er ved at fastlægge nye krav til de amerikanske selskaber, der i fremtiden vil blive underlagt nyere og strengere regler.
I alt ventes op til 20 selskaber at blive påvirket af EU's lovgivning.
/RITZAU/FINANS