PolicyWatch

Merkel: Både EU og Storbritannien må gå på kompromis for aftale

Deadline for handelsaftale med Storbritannien og EU nærmer sig. Merkel mener, at kompromiser er nødvendige.

Foto: POOL/REUTERS / X80003

Der er på nogle områder fremskridt at spore, men det bliver nødvendigt at indgå kompromiser på begge sider af fronten, hvis EU skal lande en handelsaftale med Storbritannien.

Sådan lyder det fra den tyske forbundskansler, Angela Merkel, efter førstedagen af EU-topmødet i Bruxelles.

"Vi har bedt Storbritannien om at være villig til at gå på kompromis. Det betyder selvfølgelig også, at vi må indgå kompromiser," siger Angela Merkel.

EU-landenes stats- og regeringschefer blev på mødet enige om en fælles erklæring, hvor de opfordrer Storbritannien til at tage "de nødvendige skridt" for at lande en handelsaftale med EU.

Samtidig blev chefforhandler Michel Barnier bedt om at fortsætte forhandlingerne med Storbritannien.

Meldingen blev mødt med skuffelse fra Storbritanniens chefforhandler, David Frost, der mener, at EU skubber ansvaret for en aftale over på briterne.

Angela Merkel siger, at Irlands fremtidige situation og det indre marked efter Storbritanniens exit er højt på dagsordenen for Tyskland.

"Om nødvendigt må vi klare os uden, men jeg tror, at det vil være bedre med en aftale," siger Angela Merkel.

Fra Belgien lyder det fra premierminister Alexander De Croo, at man ikke skal lave en aftale for enhver pris, selv om Belgien er det EU-land, der rent økonomisk bliver ramt næsthårdest af brexit.

Han peger på, at man skal undgå en situation, hvor Storbritannien får fri adgang til det indre marked, men samtidig ikke skal leve op til samme regler for statsstøtte til virksomheder, hvilket vil kunne give britiske virksomheder en konkurrencefordel.

"Det vil være forrykt ikke at lave en aftale, men det vil være endnu mere forrykt at lave en dårlig aftale," siger Alexander De Croo.

Storbritannien forlod EU 31. januar, men i resten af 2020 kører en overgangsperiode, hvor briterne fortsat er med i EU's toldunion og det indre marked.

Tre punkter skiller parterne. Det gælder vilkår for konkurrence i erhvervslivet, hvis Storbritannien skal blive i det indre marked - og i den sammenhæng hvordan tvister skal afgøres.

Samtidig er der uenigheder om adgangen til fiskeri i britisk farvand, når landet træder ud af EU.

EU-topmødet fortsætter fredag formiddag, men her er brexit ikke på dagsordenen.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, har varslet, at han fredag vil komme med en udmelding om sin tilgang til brexit.

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier