Udbetaling af feriepenge giver lille løft i forbrugertillid

Selv om forbrugertilliden er steget i september, er den samlet tæt på laveste niveau i otte år.
Foto: RAMON VAN FLYMEN/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: RAMON VAN FLYMEN/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Udbetalingen af de indefrosne feriepenge har givet forbrugerne et lidt mindre skeptisk syn på økonomien.

Det viser Danmarks Statistiks opgørelse over forbrugertilliden. Den lander i oktober på minus 6,2 og er dermed steget fra minus 7,4 i september.

Forbrugertilliden måles ved at spørge 1000 forbrugere til en række forskellige elementer i forbrugernes privatøkonomi samt til deres vurdering af dansk økonomi.

Forbrugertilliden er i oktober primært steget, fordi forbrugerne har fået lidt mere appetit på at købe nye forbrugsgoder - for eksempel tv, vaskemaskine eller en sofa.

"Forbrugerne vurderer, at det ikke er fordelagtigt at anskaffe større forbrugsgoder i øjeblikket."

"Indikatoren er dog steget markant i forhold til september. Det tyder på, at forbrugernes købelyst vender tilbage, efter at frigivelsen af de indefrosne feriepenge begyndte," skriver Danmarks Statistik.

Stigningen i oktober ændrer ikke ved, at forbrugertilliden er tæt på det laveste niveau i otte år.

Mens lysten til at købe ting er lidt større, er forbrugerne omvendt blevet mere pessimistiske på forventningerne til dansk økonomi som helhed.

"Generelt har vi set, at danskerne er langt mere positive omkring forventningerne til egen end til dansk økonomi over coronakrisen," siger Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank.

"Det understreger, at selv om mange danskere har mistet deres job eller er blevet sendt hjem på lønkompensation, så er det stadig langt flertallet, der ikke rammer coronakrisen direkte på egen pengepung," siger hun i en skriftlig kommentar.

Danmarks Statistik har lavet forbrugertilliden siden 1974. Bundrekorden var i december 1988, hvor den var på minus 22.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også