En række forsvarsadvokater står frem og kritiserer processen, som har resulteret i, at flere mænd har mistet deres job, efter de er blevet beskyldt for seksuelle krænkelser. Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge flere er der grundlag for en god sag, hvis de mænd, der bl.a. er udpeget i medierne som krænkere, påstod sig udsat for bagvaskelse og injurier, men fordi det formentlig vil gøre omtalen værre, er det de færreste, der kunne finde på det, lyder det fra forsvarsadvokat Henrik Stagetorn.
"Det er derfor, jeg siger, at dem, der bliver udsat for det her, virker ret retsløse," siger han til Ekstra Bladet.
Han får opbakning fra forsvarsadvokat Rune Berggren Brøndal Pedersen, der ser et centralt problem i, at flere af de omtalte krænkelsessager ikke er omfattet af straffelovens bestemmelser.
"Men de bliver i øjeblikket behandlet som sådan i offentligheden, hvor man udpeger mestendels mænd som krænkere, og kræver, at de bliver stillet til ansvar. Hvis det foregik indenfor strafferetten, ville man som sigtet eller tiltalt være omfattet af en beskyttelse," siger Rune Berggren Brøndal Pedersen til Ekstra Bladet.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie AdvokatWatch)
Advokater skal stå for whistleblowerordning mod krænkelser i Folketinget
Danske Advokater klar med initiativer mod krænkelser efter kritik: "Vi er blevet klogere"