Europæisk økonomi tager stort hop efter tidligere dyk

Tal for økonomien i eurozonen overrasker positivt, men stigende smitte og nye tiltag kan dæmpe genopretning.
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
AF RITZAU

Europas økonomi oplevede i tredje kvartal den højeste vækst, der er målt i de seneste 25 år.

Den økonomiske fremgang i eurozonen var 12,7 procent i tredje kvartal i forhold til kvartalet før. Det viser en første opgørelse fra Eurostat.

Der var ventet en stigning på 9,6 procent, skriver Ritzau Finans.

Ifølge Eurostat er de 12,7 procent den største stigning, der er set, siden man begyndte at lave opgørelserne i 1995.

Ser man på hele EU, var der en fremgang på 12,1 procent.

Stigningen i eurozonen sker dog ovenpå et historisk dyk i andet kvartal. Her blev der noteret en nedgang på 11,8 procent.

I det lys blegner rekorden en hel del, mener cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank.

- Vi kan derfor efterhånden godt kalde det for et klassisk coronakriseforløb med en nedgang af historiske dimensioner efterfulgt af et kraftigt rebound af ligeså historiske dimensioner, siger han.

Der er dog risiko for, at de kommende måneder igen vil blive op ad bakke for de europæiske økonomier, påpeger flere analytikere.

Både Tyskland og Frankrig har inden for de seneste dage indført nye omfattende tiltag for at bremse coronasmitten.

- Restriktionerne rundt omkring i Europa kan sammen med frygten for at blive smittet sende eurozonen i bakgear igen i fjerde kvartal. Det kan dansk økonomi ikke undgå at blive påvirket af, siger cheføkonom Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Coronasituationen kan meget vel sabotere genopretningen af økonomien, mener også Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

- Over hele Europa stiger antallet af coronasmittede. Der bliver genindført restriktioner og skærpede krav om social distance. Det kan slå genopretningen i stykker og sende europæisk økonomi i bakgear hen over vinteren, siger Allan Sørensen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også