Revisorer vil vide om Vestagers rekordbøder i EU virker

Google har modtaget bøder for 61,5 milliarder kroner fra EU, men afskrækker de overhovedet, spørger rapport.
Foto: Olivier Hoslet/AFP / POOL
Foto: Olivier Hoslet/AFP / POOL
AF RITZAU

EU-Kommissionen har under konkurrencekommissær Margrethe Vestager udstedt historisk store bøder.

Statistikken viser, at Vestager samlet set udsteder bøder for et markant større beløb end sin forgænger. Men virker de også afskrækkende, så konkurrencen bliver mere fair, vil Den Europæiske Revisionsret (ECA) vide.

EU-revisor Alex Brenninkmeijer, som er ansvarlig for rapporten, har haft fokus på blandt andet det spørgsmål.

- Vi kan se, at de økonomiske interesser er ekstremt høje, når vi taler om virksomheder som Amazon og Google. Deres omsætning er meget høj. Som udenforstående kan vi blive imponeret over de store bøder.

- Men spørgsmålet er, hvordan man rationaliserer størrelsen på bøden. I hvor vid udstrækning kan man sige, at det vil afskrække Google, Amazon og de andre, siger han.

Derfor efterspørger forfatterne i rapporten, at man gør mere for at belyse netop det spørgsmål.

- Selv om det absolutte niveau af de bøder, som EU-Kommissionen pålægger, er blandt det højeste i verden, har den endnu ikke evalueret deres afskrækkende virkning, hedder det i rapporten.

Det har ECA sendt i en anbefaling til EU-Kommissionen. Det er revisionsrettens opgave at sikre, at borgernes skattekroner i EU bruges effektivt og efter hensigten.

EU-Kommissionen svarer, at den "godkender" denne anbefaling. Men den tilføjer, at det er et spørgsmål om ressourcer.

- Gennemførelsen af anbefalingen vil derfor være betinget af, at der er tilstrækkelige midler til rådighed, hedder det i det skriftlige svar, som ECA altid bringer i slutningen af sine rapporter.

Vestager har, siden hun tog over i 2014, udskrevet historisk store bøder til en række af de store it-giganter i USA, hvilket ingen i EU før hende havde gjort.

Eksempelvis er den samlede bøde - for flere forskellige forhold - til Google på 61,5 milliarder kroner. Afgørelserne er dog ikke afsluttet. De er anket.

ECA bemærker i sin rapport, at de store bøder kan se vældigt store ud, men det er ikke sikkert, at de faktisk får de store it-giganter til at ændre adfærd og tillade en fair konkurrence.

Det er i betydelig udstrækning et skøn, hvor stor bøden skal være, så længe den ligger under et lovbestemt loft på 10 procent af virksomhedens årlige omsætning i verden. Der gives reduktion blandt andet for samarbejde.

ECA bemærker, at EU-Kommissionen i to tredjedele af alle kartelsager over de seneste 14 år har holdt sig under en procent af virksomhedens omsætning.

Det konstateres også, at et EU-land som Holland i 2014 besluttede at hæve loftet for bøder til 40 procent af omsætningen. For at kunne afskrække i alvorlige sager.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også