Venstre vil ud af coronakrise med milliard-skattelettelser

Der er brug for, at flest muligt løfter i flok. Og det skal skattelettelser bidrage til, mener Venstre.
"Vi har brug for, at så mange som overhovedet muligt kommer tilbage på arbejdsmarkedet," siger Venstres formand. | Foto: LISELOTTE SABROE
"Vi har brug for, at så mange som overhovedet muligt kommer tilbage på arbejdsmarkedet," siger Venstres formand. | Foto: LISELOTTE SABROE
AF RITZAU

Skattelettelser er ifølge Venstre en af måderne, hvorpå Danmark bedst muligt kommer ud på den anden side af coronakrisen.

Derfor er det højt prioriteret i partiets finanslovsudspil for 2021. Her foreslår Venstre, at skatten skal lettes for borgere og virksomheder med over to milliarder kroner i 2021.

"Skattelettelser skaffer flere mennesker i arbejde. Og det har vi brug for. For der er brug for at være flere, som løfter byrden i øjeblikket. Der er mange, der har mistet deres arbejde under coronakrisen," siger Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen.

"Vi har brug for, at så mange som overhovedet muligt kommer tilbage på arbejdsmarkedet og får lov til at gå på arbejde igen, så de kan få deres tilværelse tilbage. Vi har brug for, at flest muligt løfter i flok. Og der er skattelettelser et af værktøjerne," fortsætter han.

Ifølge Venstre er partiets udspil fuldt ud finansieret.

Effektiviseringer på kommunale jobcentre, lavere ydelser til arbejdsløse indvandrere og øget konkurrenceudsættelse i det offentlige er blandt de tiltag, som skal sørge for finansieringen.

Ifølge Venstre vil eksempelvis øget konkurrenceudsættelse i det offentlige bidrage med en milliard kroner af finansieringen.

Derudover vil partiet have fremrykket allerede vedtagne skattelettelser og forhøje det maksimale beskæftigelsesfradrag med 1000 kroner.

Når man er i beskæftigelse, er der en del af ens løn, som man ikke skal betale skat af. Det hedder beskæftigelsesfradraget. Fradraget beregnes som en procentdel af indkomsten.

Jakob Ellemann-Jensen mener, at initiativerne "ikke blot giver vækst på den korte bane, som også rækker længere frem". Og det er nødvendigt i lyset af den "alvorlige situation", Danmark er i på grund af coronakrisen, lyder det.

Venstre har tidligere i november fremlagt den del af finanslovsudspillet, der drejer sig om den grønne omstilling.

Partiet vil blandt andet afsætte fem milliarder kroner over en femårig periode til udtagning af lavbundsjorde, der i dag bliver dyrket i landbruget. Det skal være med til at nedbringe CO2-udledningen og skabe bedre biodiversitet.

Der forhandles for tiden blandt Folketingets partier om finansloven for næste år.

Om det lykkes at lave en aftale i forbindelse med forhandlingerne, vil de kommende uger vise. Finanslovsforslaget skal nemlig vedtages i Folketingssalen inden årets udgang.

Utraditionel Trump har holdt linjen overfor finanssektoren: Biden-sejr kan give ro og grønt gennembrud 

USA's præsidentvalg er også et valg om grøn omstilling og selskabsskatter

Cepos: Danmarks oliepolitik slingrer faretruende 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også