Partier vil udbetale de sidste feriepenge til danskerne: "Uret tikker"

Inden udgangen af november skal regeringen indkalde Folketingets partier til forhandlinger om udbetalingen af de resterende to ugers indefrosne feriepenge. Flere partier presser på for at få de resterende feriepenge udbetalt.
Foto: Mads Claus Rasmussen
Foto: Mads Claus Rasmussen

”Vi venter i spænding.”

Hos Venstre er man klar til at forhandle med regeringen om udbetalingen af de resterende to ugers indefrosne feriepenge, siger partiets erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen.

Regeringen skal inden udgangen af november indkalde til forhandlinger om udbetalingen af de resterende feriepenge. Det sker som en del af en aftale om udvidelse af hjælpepakker fra d. 27. oktober.

”Vi afviser ikke at udbetale de sidste feriepenge, men det skal ske på det smarteste tidspunkt, og derfor blev det ikke i denne aftale, at vi skulle tage beslutningen,” lød det ifølge B.T. fra erhvervsminister Simon Kollerup (S) tilbage i oktober.

Allerede dengang ønskede et flertal pengene udbetalt, men da regeringen ønskede at se tinden an, endte aftalen mellem regeringen, V, R, SF, Ø, K og Å med, aftalepartierne noterer sig, at regeringen vil indkalde til drøftelser vedrørende de resterende, indefrosne feriemidler inden udgangen af november 2020.

Den seneste melding fra finansministerminister Nicolai Wammen (S) er at, forhandlingerne skal finde sted inden efterårets udgang. I dag bekræfter De Konservatives erhvervsordfører Mona Juul, at partiet er blevet indkaldt til forhandlingerne, og at partiet vil arbejde for at få de resterende feriepenge udbetalt. Også SF bekræfter over for PolicyWatch, at de fortsat ønsker feriepengene udbetalt snarest muligt.

Da kalenderen nu viser 25. november "tikker uret," siger Torsten Schack Pedersen.

”Vi synes, at det ville være rigtigt fornuftigt at give danskerne adgang til deres egne penge, som de selv ønsker. Nu har man lige set en nordjysk nedlukning, så det der med at tro, at alting bare kører derudaf – så optimistisk er jeg simpelthen ikke. Du kan også se rundt omkring i verden, hvor meget der lukkes ned, og det sætter sig selvfølgelig i dansk økonomi, så vi mener klart, at der er behov for at få udbetalt de sidste to ugers feriepenge,” siger Torsten Schack Pedersen.

Dansk Erhverv: Feriepenge bør kombineres med udvidet boligjobordning

I erhvervsorganisationen Dansk Erhverv er man ligeledes opsat på, at de resterende feriepenge skal udbetales i nær fremtid.

”Vores ønske er, at man i forhandlingerne sigter mod, at pengene bliver udbetalt hen over foråret, og at udbetalingen kommer til at gå hånd i hånd med en udvidelse af den eksisterende boligjobordning, så man også opnår fradrag ved restaurantbesøg, hotelophold og andre dele af oplevelsesøkonomien, der er meget hårdt ramt.”

Det ønsker vi for at sikre at de her to resterende ugers feriepenge i højere grad kommer til at gå til forbrug i de hårdest ramte brancher. Det kan man sikre ved dels at gøre det hen mod foråret og samtidigt koble udbetalingen op til en udvidelse af boligjobordningen,” siger Tores Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

Han peger på, at tal fra oktober og november viser, at danskerne særlig har brugt penge på elektronik, byggemarkeder og tøj, hvor der har været markant salgsfremgang i perioden. Kigger man derimod på restauranter og hoteller, har der været en nedgang i forbruget.

”Det er lidt skuffende, og derfor mener vi også, at der er god grund til, at man fra politisk side kigger på at udvide boligjobordningen, så pengene i højere grad bliver kanaliseret ud til de virksomheder, der har det ekstra svært i øjeblikket, og det har vi også hørt Mette Frederiksen begynde at nikke mere genkendende til på det seneste,” siger Tore Stramer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også