PolicyWatch

Wermelin varsler oprydning i Miljøstyrelsen efter hård kritik

Det får konsekvenser for ansatte i Miljøstyrelsen, at man ikke har fulgt EU-regler for drikkevand.

Foto: Jens Dresling

I starten af november måtte Miljø- og Fødevareministeriet fortælle, at Miljøstyrelsen i årevis havde givet dispensationer til pesticider i drikkevandet, de ikke måtte give. Det fik miljøminister Lea Wermelin (S) til at afkræve styrelsen en redegørelse.

Den er nu kommet og viser, at problemet er endnu større end først beskrevet. Og kan føre til skridt mod ansatte i Miljøstyrelsen samt en stor oprydning i styrelsen.

- Der skal ryddes op i forvaltning. Jeg vil derfor indkalde direktøren for Miljøstyrelsen til et møde, så det sikres, at styrelsens forvaltning ikke endnu engang bliver udsat for kritik. Det må simpelthen stoppe.

- Vi må og skal have styr på drikkevandsområdet – både i forhold til Miljøstyrelsens forvaltning og i forhold til implementeringen af EU-reglerne på området, skriver Lea Wermelin i en pressemeddelelse.

I starten af november blev det fortalt, at der siden 2013 var givet 65 dispensationer imod reglerne for pesticider i drikkevandet, hvoraf 12 var aktive. Men redegørelsen viser, at tallet er 87 og af 17 af dem fortsat er gældende.

Dispensationerne har sat et kritisk fokus på Miljøstyrelsen, fordi styrelsen var fuldt informeret af EU–Kommissionen om, at dispensationerne ikke måtte gives. Men den information er ikke givet videre. Og EU er ikke – som det skal ske – blevet oplyst om dispensationerne.

- Ingen af de medarbejdere, der er gennemført samtaler med, har opfattet det som deres opgave, står der i redegørelse om, hvorfor det ikke er sket.

Den forkerte forvaltning og de mange dispensationer, der ikke måtte gives, men er blevet det alligevel, vil nu føre til en oprydning i Miljøstyrelsen.

Ifølge pressemeddelelsen vil der blive påtalt et behov for ”oprydning” over for Miljøstyrelsens direktør, og der skal i styrelsen tages ”stilling til eventuelle ansættelsesretslige tiltag”. Derudover skal Kammeradvokaten lave en undersøgelse.

I en kort nyhed fredag skriver Miljøstyrelsens direktør, Lars Hindkjær, at forvaltningen har været ”utilfredsstillende”, og at han ”beklager” det.

- Den nu afsluttede interne opfølgning i Miljøstyrelsen på redegørelsen har medført, at to af Miljøstyrelsens chefer har fået en påtale af Miljøstyrelsens direktør, står der i nyheden.
Både SF og Enhedslisten sagde allerede i starten af november, at Miljøstyrelsen måtte undersøges.

- Det er ikke første gang, Miljøstyrelsen er blevet grebet i fejl i håndtering af pesticider, som har haft store konsekvenser for natur, grundvand og drikkevand.

- Sidst var det lemfældig håndtering af dispensation til fortsat brug af ikke-godkendte pesticider og nu det her. Det er grotesk, skrev SF's miljøordfører, Carl Valentin, i en kommentar på det tidspunkt.

Enhedslistens Mai Villadsen sagde, at hendes tillid til Miljøstyrelsen ligger ”på et meget lille sted, hvis den overhovedet findes”.

Mere fra PolicyWatch

Radioudbud resulterer i 94 nye tilladelser til at drive dab-radio

Et netop afsluttet udbud af en stor mængde ledige pladser på det regionale dab-net har haft noget større tilslutning end tidligere, og i flere områder var der konkurrence om tilladelserne. "Vi har oplevet overvældende stor interesse," siger formand for Radio- og tv-nævnet.

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier