19 er anmeldt til politiet for at snyde sig til coronalån

Skattestyrelsen mener, at en række personer har givet forkerte oplysninger for at score billige coronalån.
Foto: PR/Skattestyrelsen
Foto: PR/Skattestyrelsen
AF RITZAU

Politiet skal nu afgøre, om 19 personer skal tiltales for at have forsøgt at snyde sig til rentefrie momslån under coronakrisen.

Det er Skattestyrelsen, der har anmeldt sagerne.

Ingen af de 19 fik dog udbetalt lån og derfor er der i alle tilfælde tale om forsøg. Det samlede beløb er på 5,4 millioner kroner.

I Skattestyrelsen oplyser underdirektør Kim Tolstrup til dr.dk, at anmeldelserne drejer sig om afgivelse af urigtige oplysninger til offentlig myndighed.

- Vi ser alvorligt på det, fordi man forsøger at berige sig på fællesskabets bekostning, siger han.

Netop ordningen med momslån er vanskelig at svindle med, fordi en række objektive krav skal være opfyldt.

Beløbet er da også meget beskedent i forhold til de samlede momslån, som er ydet til 23.600 små og mellemstore virksomheder. Under 0,1 procent er blevet anmeldt til politiet.

I perioden fra 5. maj til 15. juni er der udbetalt rentefri lån for godt 6,8 milliarder kroner, oplyserSkattestyrelsen i en pressemeddelelse.

Styrelsen har netop åbnet for anden runde af ansøgninger til rentefri lån i moms eller løn. Den løber frem til 18. december.

Især har Erhvervsstyrelsen været flittige til at sende anmeldelser for forsøg på svig med andre ordninger, som Folketinget har indført for at afbøde virkningerne af coronakrisen.

Langt de fleste af disse anmeldelser drejer sig om fup i forhold til at opnå lønkompensation.

I politiet og anklagemyndigheden er andre sager blevet skubbet til side for at opnå hurtige afgørelser i retten, og der er afsagt dom i et par sager.

Her har det vist sig, at straffen er blevet cirka tredoblet i forhold til det normale niveau. Folketinget har i en hastelov angivet, at en firedobling kan komme på tale.

I den seneste opgørelse fra Bagmandspolitiet hed det i begyndelsen af november, at anmeldelserne drejer sig om i alt cirka 48 millioner kroner, hvoraf 8,6 millioner kroner er udbetalt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også