Register mod social dumping var i strid med EU-regler

Ni dommere i Højesteret har vurderet det særlige RUT-register om social dumping. Polsk firma frifundet.
Foto: Jesper Mortensen
Foto: Jesper Mortensen
AF RITZAU

Et redskab, der skal være med til at hindre social dumping, har været for vidtgående på ét punkt.

Det fastslår Højesteret i en dom mandag om det såkaldte RUT-register. Et polsk selskab frifindes for at ikke at have indberettet de oplysninger, som de danske myndigheder krævede.

Begrebet social dumping bruges til at beskrive situationer, hvor udenlandske arbejdere underbyder vilkårene på det danske arbejdsmarked.

På et punkt er registret i strid imod EU-reglerne, der skal sikre den fri konkurrence.

Alle og enhver kunne nemlig få adgang til oplysning om, hvor udenlandske selskaber arbejdede, og det er for vidtgående, mener Højesteret.

Dermed er landets øverste domstol nået til samme resultat, som Vestre Landsret gjorde i maj 2019.

Da bødesagen mod det polske selskab første gang var til behandling ved domstolene, blev det dømt. Det skete i byretten i Horsens.

Mandagens afgørelse anses for at være af principiel betydning, og derfor har der i Højesteret medvirket ni dommere. Normalt vurderer fem dommere en sag.

Under sagen har det været omstridt, om det også er for vidtgående, at offentligheden i det hele taget har adgang til oplysningerne i registret. Men det er ikke tilfældet, mener dommerne.

I Danmark er det nødvendigt, at arbejdsmarkedets parter har adgang til oplysningerne i RUT-registret, noterer de.

I registret skal der stå navn, forretningsadresse, kontaktperson i Danmark og branchekode. Men at der også var offentlig adgang til oplysningen om det sted, hvor arbejdet udføres, er altså i strid med EU-reglerne. På den måde kan konkurrenter nemlig få oplysninger om kundeforhold.

På grund af bødesagen - og fordi anklagemyndigheden satte alle sager i bero på grund af usikkerheden om lovligheden - har Beskæftigelsesministeriet ændret reglerne om registret.

I sommeren 2019 kom en ny bekendtgørelse. Den indebærer, at kun arbejdsmarkedets parter kan få information om det sted, hvor arbejdet udføres.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også