Ungarn står fast på nej til EU-budget på 13.580 milliarder

Den tyske finansministers spådom om, at Ungarn vil godkende budgetaftale snart, ser ikke ud til at holde.
Den ungarske regerings kabinetschef Gergely Gulyas. | Foto: GERGELY SZAKACS/Reuters
Den ungarske regerings kabinetschef Gergely Gulyas. | Foto: GERGELY SZAKACS/Reuters
AF RITZAU

Ungarn står fast. Trods øget pres fra EU-Kommissionen og fra det tyske EU-formandskab, som i denne uge spekulerede i, at ingen vil være så uklog at blokere en stor pose euro-milliarder til pengetørstende EU-lande.

På den ungarske regerings ugentlige pressemøde torsdag siger kabinetschef Gergely Gulyas, at det fortsat bliver et nej fra Ungarn.

- Vi kan ikke acceptere EU-budgettet i sin nuværende form. Alle medlemslande har ret til at nedlægge veto, siger Gulyas ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Striden bunder i en ordning, der betinger udbetalinger fra syvårsbudgettet med efterlevelse af EU-værdier. Dette er et krav fra et flertal af EU-landene.

Den tyske finansminister, Olaf Scholz, sagde efter et EU-møde tirsdag, at han følte sig sikker på, at Ungarn og Polen, som begge blokerer en budgetaftale, vil komme til fornuft meget snart.

For de to lande har også brug for pengene fra genopretningsfonden, der er indarbejdet i budgetaftalen for 2021 til 2027.

EU-Kommissionen arbejder på en model, hvor man - under EU-lov - kan indgå en aftale om genopretningsfonden uden Ungarn og Polen.

Det vil sige, at de to lande ikke får penge, medmindre de senere skulle beslutte at tilslutte sig en aftale. Det omtalte Financial Times onsdag baseret på en højtstående kilde i EU-Kommissionen.

Både Ungarn og Polen er i EU's søgelys på grund af problemer med retsstaten. Disse problemer handler om domstoles og mediers uafhængighed.

I juli indgik EU-landenes stats- og regeringschefer en aftale om syvårsbudgettet. Den indeholdt en historisk stor genopretningsplan efter coronakrisen på 5580 milliarder kroner.

Sammen med det øvrige budget blev den samlede sum på astronomiske 13.580 milliarder danske kroner for de næste syv år.

Men der opstod efterfølgende splid om, hvad der var aftalt i forhold til den såkaldte retsstatsordning i budgettet. Heller ikke EU-Parlamentet ville godkende budgettet uden ændringer, så forhandlinger blev indledt.

Parlamentet sikrede yderligere milliarder til en række programmer, og medlemmerne har stået fast på, at retsstatsmekanismen skal med.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, sagde mandag, at hun håber på en aftale om budgettet, når stats- og regeringscheferne har møde i næste uge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også