R og V kræver økonomisk gulerod til restauranter med takeaway

Fra onsdag vil det i 38 kommuner kun være muligt at bestille mad fra restauranter og caféer som takeaway.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Fra onsdag vil det i 38 af landets kommuner kun være muligt at spise mad fra restauranter og cafeer som takeaway.

Men mange restauratører vil nok overveje en ekstra gang, om det stadig giver mening at servere takeaway under de gældende regler for lønkompensation.

Det mener Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen. Han er særligt kritisk over for det forhold, at restauratører, der holder åben for takeaway, ikke har mulighed for at søge om kompensation.

- Jeg synes, det er problematisk, at virksomheder, der forsøger at holde gang i forretningen og medarbejdere i sving, bliver straffet økonomisk, siger Torsten Schack Pedersen.

Det var statsminister Mette Frederiksen (S), der mandag annoncerede de nye restriktioner, der træder i kraft onsdag.

Det betyder blandt andet, at barer, caféer og restauranter skal lukke i 38 kommuner.

Det skal dog stadig være muligt at bestille mad som takeaway i de berørte kommuner, understregede statsministeren ved samme lejlighed.

Men ifølge Venstre mangler der en økonomisk gulerod til restauratører, der vælger fortsat at holde åben for takeaway.

- Jeg frygter, at flere restauratører lukker fuldstændig ned, og det vil sige, at der er færre folk på arbejde, der bliver skabt mindre omsætning, og det bliver dyrere for staten, siger Torsten Schack Pedersen.

Han forventer derfor at blive indkaldt til forhandlinger i Erhvervsministeriet om en ny kompensationsordning.

Det samme gør De Radikales erhvervsordfører, Katrine Robsøe, der heller ikke ser stor motivation for at holde restauranterne åbne for takeaway.

- På nuværende tidspunkt kan restauranterne håbe på at holde gang i forretningen og holde fast i deres kunder, men det er en meget lille gulerod, når man tænker på, hvor hårdt de har været spændt for i lang tid, siger hun.

En eventuel ny ordning når dog ikke at træde i kraft før åbningstid onsdag. Og imens må restauratørerne vente på en afklaring.

- Det er dybt frustrerende for virksomhederne, og det er også frustrerende på Christiansborg at der ikke er styr på det her på nuværende tidspunkt, og jeg kan kun sige, at vi presser på for, at der kommer styr på det, siger Katrine Robsøe.

Det har onsdag morgen ikke været muligt at få en kommentar fra erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også