PolicyWatch

Debat: Vi skal have reformer i flere generationer

Intentionen er god bag den nye Kommission for 2. generationsreformer, men det er langtfra nogen let opgave, som kommissionens medlemmer har fået. Derfor vil Lederne kraftigt advare mod, at de såkaldte 2. generationsreformer kan stå alene, skriver Niklas Praefke, cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation, i dette debatindlæg

I oktober meddelte finansminister Nicolai Wammen, at en ny kommission så dagens lys.

Under det lidet mundrette navn ”Kommission for 2. generationsreformer, de nye reformveje” blev økonomiprofessor Nina Smith sat i spidsen for et hold eksperter, som med finansministerens ord skal udstikke kursen for ”en socialdemokratisk reformkurs, hvor vi styrker beskæftigelsen og vores økonomi, uden at vi øger utrygheden eller uligheden”.

Omdrejningspunktet skal være uddannelse og opkvalificering, som kan styrke beskæftigelsen og samtidig hjælpe flere danskere på kanten af arbejdsmarkedet ind i fast job.

Det lyder jo grundlæggende godt, og fra Ledernes side bakker vi fuldt og helt op om at gennemgå indsatsen i forhold til blandt andet uddannelse, integration og sygefravær med målet om at få flere i beskæftigelse.

Det er en ambition, som skiftende regeringer har haft i årtier, og det er formentlig svært at finde seriøse aktører på det danske arbejdsmarked, som ikke støtter den. For hvor ville det da bare være dejligt, hvis vi kunne øge beskæftigelsen ved for eksempel lavere frafald på uddannelserne, flere indvandrere hurtigere i job og lavere sygefravær i kommunerne. Det er jo entydigt godt for både samfundet og de enkelte og gør slet ikke ondt på nogen.

Vi håber virkelig, at den nye kommission med superskarpe og altid grundige Nina Smith for bordenden kan finde nye veje til at få flere i beskæftigelse på den måde, og det er under alle omstændigheder værd at gøre forsøget. Det kræver bare anvisning af meget håndfaste veje og konkrete metoder.

Og man må realistisk set sige, at der gennem årene har været gjort mange bestræbelser på lignende bløde reformer, uden at det for alvor har battet alverden.

Det er bare notorisk vanskeligt og kræver formentlig en grundlæggende kulturændring gennem mange år, hvis vi skal have markante resultater i forhold til at mindske frafaldet, skaffe betydeligt flere indvandrere i job eller sænke sygefraværet for bare at nævne nogle områder.

Hvis vi zoomer ind på sygefraværet i kommunerne – som er den sektor med det klart højeste sygefravær – gik det ganske vist i den rigtige retning i nogle år, men de seneste år er det igen gået den forkerte vej, og nu er det højere end nogensinde.

Det er altså langtfra nogen let opgave, som kommissionens medlemmer har fået, og derfor vil vi også fra Ledernes side kraftigt advare mod, at de såkaldte 2. generationsreformer kan stå alene.

Derfor er det også stærkt bekymrende, at finansministeren og regeringen i sin retorik lægger op til, at det er slut med de mere klassiske ”1. generationsreformer”, som med strukturelle tiltag og økonomiske incitamenter i den grad har vist sit værd gennem årene, når det gælder om at øge arbejdsudbuddet og sikre en holdbar økonomi i Danmark.

Det ene bør absolut ikke udelukke det andet, og eksempelvis skattelettelser på arbejdsindkomst og lettelse af modregningen i folkepensionen for pensionister, der stadig arbejder, bør stadig være en del af værktøjskassen for at skaffe flere i beskæftigelse.

Vi skal have fokus på reformer af alle ”generationer”, hvis vi skal lykkes med at fremtidssikre Danmark.

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier