PolicyWatch

DI og DE: Nyt EU-budget med grønt fokus kan genrejse europæisk økonomi

Både hos Dansk Erhverv og Dansk Industri er der glæde over, at det lykkedes EU-landene at lande et nyt budget.

Lasse Hamilton Heidemann, EU- og international chef i Dansk Erhverv. | Foto: PR / Dansk Erhverv

Det lykkedes torsdag aften for EU-medlemslandene at blive enige om det næste syvårsbudget.

Budgettet er på 13.580 milliarder kroner, og i det er en genopretningsfond efter coronakrisen på 5580 milliarder kroner.

At en aftale endelig er faldet på plads, glæder Dansk Erhverv.

"Man vil kunne få genrejst økonomien ude i Europa, og det betyder, at man igen vil kunne få afsat sine varer, efter man har været i en meget svær periode under corona," siger Lasse Hamilton Heidemann, EU- og international chef i Dansk Erhverv.

"Særligt for alle de markeder, vi sælger på, er det fuldstændig afgørende at få gang i den europæiske økonomi, og det skal man bruge både fonden og budgettet til."

Ifølge EU-præsident Charles Michel skubber genopretningsfonden EU i retning af en grøn og digital omstilling.

At øremærke penge til grøn og digital omstilling mener Dansk Erhverv er det "helt rigtige" at gøre.

"Man skal bruge de her penge på at omstille sig til fremtiden, og det er der gode muligheder for at gøre med den måde, som aftalen er skruet sammen," siger Lasse Hamilton Heidemann.

Hos Dansk Industri ser man også aftalen som en gevinst for danske virksomheder.

"Nu kan de planlægge deres grønne og digitale omstilling ud fra EU’s investeringsplaner og budgetprogrammer. Det er ikke småpenge, der er tale om."

"EU’s genopretningsfond på 750 milliarder euro rummer et stort potentiale," siger Anders Ladefoged, europapolitisk chef i Dansk Industri, i en skriftlig kommentar.

Flere lande havde blokeret processen om et nyt syvårsbudget på grund af utilfredshed over betingelser for udbetalinger.

Onsdag lykkedes det Tyskland, der har formandskabet i EU, at indgå et kompromis med de to blokerende lande, Ungarn og Polen.

Den tekst dannede grundlag for en dialog torsdag mellem stats- og regeringscheferne på et topmøde i Bruxelles.

Der mangler dog fortsat forskellige procedurer i medlemslandene og i EU-Parlamentet, før hele budgetaftalen kan falde endeligt på plads.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier