Ny nedlukning i Tyskland afblæser julehandlen

Alle butikker i Tyskland med undtagelse af supermarkeder og apoteker holder lukket frem til januar.
AF RITZAU

December i Tyskland forbindes ofte med store julemarkeder med bratwurst skyllet ned med gløgg.

Men i år er alting anderledes, og coronapandemien har sat en stopper for de tyske juletraditioner.

Onsdag lukker landet yderligere ned. De nuværende tiltag mod coronasmitte i Tyskland har ikke virket tilstrækkeligt, meddelte forbundskansler Angela Merkel søndag.

Fra onsdag og frem til 10. januar skal ikke-essentielle butikker derfor holde lukket.

Det betyder, at julehandlen er aflyst, da alle butikker med undtagelse af supermarkeder og apoteker holder lukket frem til januar.

Skolerne bliver også lukket i samme periode, mens arbejdsgivere bliver opfordret til at lade de ansatte, der kan, arbejde hjemmefra.

Det bliver desuden forbudt at drikke alkohol i offentligheden.

I forvejen har Tyskland været omfattet af en delvis nedlukning i seks uger, hvor blandt andet barer og restauranter har været lukket over hele landet. I nogle delstater har der været strengere restriktioner.

Tyskland oplever i øjeblikket markant højere smittetal end i november med op mod 29.000 nye smittede om dagen.

Aktuelt har 325.000 mennesker i Tyskland virus i kroppen, skriver Flensborg Avis. I løbet af sommeren var det få tusinde.

Siden pandemiens begyndelse har 1,3 millioner tyskere fået konstateret coronavirus, mens 23.100 dødsfald relaterer sig til virussygdommen.

Tirsdag bragte Tysklands sundhedsminister, Jens Spahn, dog gode nyheder. Man sigter efter en godkendelse af en covid-19-vaccine fra Pfizer og Biontech den 23. december.

Vaccinationer kan dermed blive indledt i Tyskland inden nytår.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også