Statsministeriet indkalder til corona-pressemøde onsdag

Klokken 18 ventes regeringen at præsentere nye restriktioner i forhold til smitte med covid-19 i Danmark.
Foto: Philip Davali
Foto: Philip Davali
AF RITZAU

Statsministeriet indkalder til pressemøde klokken 18 onsdag aften om covid-19-situationen i Danmark. Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Indkaldelsen kommer, efter at onsdag bød på det højeste antal smittetilfælde i Danmark under epidemien. 3692 blev konstateret smittet på et døgn.

Samtidig er antallet af indlagte med coronavirus nu tæt på niveauet i april. Antallet af dødsfald er det højeste siden starten af maj. Det viser tal fra Statens Serum Institut, SSI.

De seneste uger er regeringen løbende kommet med nye restriktioner, i takt med at smitten med covid-19 har spredt sig hastigt.

Det vides endnu ikke, hvad pressemødet kommer til at handle om, eller om der bliver indført nye restriktioner.

Folketingets sundhedsordførere ventes at blive orienteret kort før pressemødet.

Sundhedsordfører Peder Hvelplund fra Enhedslisten skriver på Twitter om nedlukning af storcentre og erhverv som frisører, tatovører, fysioterapeuter og så videre.

- Bekymrende stigning i smittespredning. Der er brug for at begrænse aktiviteten. Tror fortsat, det bliver nødvendigt at se på nedlukning af storcentre og liberale erhverv. Afgørende for os alle, at vi undgår, smitten kommer helt ud af kontrol, skriver Peder Hvelplund.

Den politiske leder for Enhedslisten, Pernille Skipper, skriver på samme medie, at det kan blive nødvendigt igen at sætte behandlingsgarantien på ikke-akutte behandlinger ud af kraft for at sire, at sundhedsvæsnet kan følge med.

Oven på de seneste ugers nye restriktioner er alle landets kommuner nu lukket ned på den ene eller anden måde. Det indebærer hjemmearbejde, hjemsendte skoleelever og lukkede restauranter og caféer.

Restriktionerne er blandt andet indført i et forsøg på at bringe smitten ned før jul, hvor et stort antal danskere forventeligt vil rejse rundt for at tilbringe højtiden med familien.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også