Mette Frederiksen håber på vaccinationer før 27. december

EU's kommissionsformand bekræfter, at vaccinationer mod covid-19 kan påbegynde i hele EU fra 27. december.
Foto: Mads Claus Rasmussen
Foto: Mads Claus Rasmussen
AF RITZAU

Forhåbentlig kan de første coronavaccinationer gives inden 27. december, siger statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag.

Det siger hun til flere medier.

Det er et håb og altså ingen garanti. Statsministeren kan ikke sætte en præcis dato på, understreger hun, men "det flytter sig hele tiden", tilføjer hun også.

- Det flytter sig ekstremt hurtigt. Vi håber på en godkendelse inden for ganske få dage, og hvis alt går vel, er vi i gang med vaccinere ganske kort derefter, siger Frederiksen ifølge DR og TV2.

EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, har tidligere torsdag bekræftet, at vaccinationer mod covid-19 påbegyndes i hele EU fra 27. december.

- Den 27., 28. og 29. december vil vi starte over hele EU, skriver hun på Twitter.

Mette Frederiksen understreger dog, at Danmark ikke holder sig tilbage, hvis vaccinen er klar i Danmark inden da.

- Selv om jeg er stor tilhænger af koordination på europæiske plan, så skal vaccinen køres ud og distribueres i det øjeblik, den rammer dansk jord, siger Frederiksen.

Onsdag udtalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at Danmark forhåbentlig kan begynde de første vaccinationer i dagene efter jul.

Flere andre lande har også meldt ud om vaccinationer torsdag.

Norges statsminister, Erna Solberg, bekræfter ifølge nyhedsbureauet NTB, at de første norske borgere vil blive vaccineret 27. december.

Tysklands sundhedsminister, Jens Spahn, nævner også datoen 27. december, hvis vaccinen får en betinget godkendelse på et møde i Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) på mandag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også