Statslig boliglånsportal skulle øge konkurrencen: To år efter kritiseres trafikken for at være "mikroskopisk"

Trafikken på hjemmesiden Tjek Boliglån er steget markant siden 2018. Der er dog fortsat alt for få, der kender og bruger siden, siger cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix

Flere danskere finder vej til den ombruste prisportal Tjek Boliglån, der gik i luften i januar 2017.

Det viser nye trafiktal fra Finanstilsynet, som bestyrer hjemmesiden.

Således viser tallene, at der i de første otte måneder af 2020 har været lige over 61.000 besøgende på hjemmesiden.

I hele 2019 lød tallet på 48.300, mens der i 2018 fra uge syv og frem var i alt 12.500 besøgende på siden.

Stigningen imponerer imidlertid ikke Morten Bruun Pedersen, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

Han er en blandt flere kritikere, der ad flere omgange har langet ud efter Tjek Boliglån for at have alt for lave besøgstal:

"Det går fremad, men det er ikke imponerende. Hvis du dividerer med antal lånetilbud, der bliver givet, så er det et mikroskopisk tal," siger han.

I hele 2019 blev der ifølge tal fra Finans Danmark givet i alt 404.237 lånetilbud fra landets banker og realkreditinstitutter, hvilket svarer til godt 33.700 afgivne lånetilbud om måneden i gennemsnit. Til sammenligning besøgte lige over 4000 danskere i gennemsnit Tjek Boliglån om måneden sidste år.

Forbrugerrådet er ikke imponeret

Tjek Boliglån er en politisk vedtaget portal, hvor man kan sammenligne priser på lån. Ideen om en prisportal blev varslet første gang i 2014 af daværende erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S).

Efter flere udskydelser gik portalen i luften i 2017, og i forbindelse med lanceringen kaldte daværende erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) hjemmesiden "et vigtigt bidrag til at skabe større gennemsigtighed", som "dermed også (ville, red.) styrke konkurrencen".

Hjemmesiden nåede ikke at leve længe, før den blev ramt af kritik. Først kunne FinansWatch berette, at hjemmesiden var behæftet med flere fejl, når man sammenlignede lån, hvilket førte til, at Brian Mikkelsen blev indkaldt i samråd i Folketingets erhvervs-, vækst- og eksportudvalg.

Siden kunne FinansWatch i september samme år berette, at portalen med undtagelse af lanceringsmåneden kun havde haft omkring 1000 besøgende om måneden. Det fik flere politikere til at kræve en redegørelse, mens Forbrugerrådet Tænks cheføkonom, Morten Bruun Pedersen, kaldte hjemmesiden "en tynd kop te".

Samme historie gjorde sig gældende, da tallene for hele portalens første leveår forelå.

"Portalen blev lanceret, som et universalværktøj, der virkelig skulle bøffe konkurrencen i gang i realkreditsektoren. Det er ikke sket. Der skal reklameres meget mere for den. Folk aner ikke, at den eksisterer," siger Morten Bruun Pedersen i dag til FinansWatch.

FinansWatch har forsøgt at få en kommentar fra erhvervsminister Simon Kollerup (S) om de nyeste trafiktal.

Det har ikke været muligt.

(Artiklen fortsætter efter grafikken)

Landingpage trækker trafik

I kølvandet på historierne om lave besøgstal på Tjek Boliglån meddelte Brian Mikkelsen i januar 2018, at han gjorde sig en række overvejelser om konkrete tiltag, der skulle være med til at gøre flere opmærksomme på prisportalen.

Et af forslagene, som siden er blevet vedtaget, gik på, at ejendomsmæglere skal linke til prissammenlingingsportalen i deres online salgsopstillinger.

Finanstilsynets nyeste tal inkluderer ligeledes trafiktal fra den såkaldte landing page, hvorfra man kan klikke sig videre ind på Tjek Boliglån-portalen.

Tallene går tilbage til uge fire i år. Fra uge fire og frem til uge 35 har den såkaldte landing page haft 460.412 besøgende. I samme periode har 56.082 besøgt Tjek Boliglån-portalen.

Ikke deprimeret

Hos Finanstilsynet, der administrerer Tjek Boliglån, vurderer man, at de lovpligtige henvisninger til prisportalen i boligannoncer har været med til at øge trafikken. Samtidig har man ad to omgange ført kampagner for Tjek Boliglån på sociale medier. 

Det fortæller kontorchef i Finanstilsynets kontor for forbrugerbeskyttelse, Ulla Brøns Pedersen.

Trafiktallene viser imidlertid, at langt størstedelen aldrig klikker sig videre fra landing pagen og ind på Tjek Boliglån.

Det er dog heller ikke nødvendigvis et succeskriterie i sig selv, vurderer Ulla Brøns Petersen:

"Selvfølgelig ville vi gerne have, at rigtig mange kunder kom ind på siden. På den anden side kan man sige, at hele formålet med Tjek Boliglån er at gøre folk opmærksomme på, at der er penge at spare ved at sammenligne priser. Hvis folk har forstået det allerede fra landing pagen, så er vi nået et godt stykke ad vejen," siger kontorchefen og tilføjer:

"Jeg vil ikke sige, at jeg er meget dybt deprimeret over, at der ikke er mange, der går videre, hvis det er grunden til det. Men det er selvfølgelig kedeligt, hvis de kigger og derefter tænker, at de ikke kan bruge det til noget."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også