V-borgmestre opfordrer Støjberg til pause som næstformand

Støjberg er "helt uenig" i melding fra V-formand, som blev drøftet på et møde søndag, hvor hun selv deltog.
En "overrasket" Inger Støjberg vidste ikke, at hendes formand i pressen ville åbne for en rigsretssag. Men ifølge medlemmer af Venstre-ledelsen deltog hun på et udvalgsmøde søndag aften, hvor Ellemann-Jensen tilkendegav sin holdning | Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
En "overrasket" Inger Støjberg vidste ikke, at hendes formand i pressen ville åbne for en rigsretssag. Men ifølge medlemmer af Venstre-ledelsen deltog hun på et udvalgsmøde søndag aften, hvor Ellemann-Jensen tilkendegav sin holdning | Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Ifølge to Venstre-borgmestre bør partiets næstformand, Inger Støjberg, midlertidigt tage en pause fra sin post. Det bør hun, så længe det undersøges, om der er grundlag for at rejse en rigsretssag mod hende.

Det mener Jens Ive og Martin Damm, som er borgmestre i henholdsvis Rudersdal og Kalundborg.

Førstnævnte siger til Ritzau, at Inger Støjbergs fremtid i Venstre "alene kan afgøres af Inger selv eller af et landsmøde".

"Men jeg tror, at det vil være fornuftigt for Inger selv og for Venstre, at Inger tager en timeout og måske holder nogle dage eller ugers ferie, mens det her behandles af Folketinget."

"Så kommer der en konklusion, og der må Inger træde ind igen, og så må vi have en drøftelse. Det tjener ikke noget formål at forsøge at være part i en sag, som under alle omstændigheder kommer til at køre," siger Jens Ive.

Samme melding kommer fra Martin Damm, skriver Politiken.

Han mener, at striden mellem formand Jakob Ellemann-Jensen og Støjberg understreger behovet for, at Støjberg giver afkald på sin post.

"Da hun selv blev valgt, tror jeg, at hun i sin tale sagde, at der ikke var nogen tvivl om, at man skulle bakke formanden op. Det synes jeg ikke, hun gør i dag. Det er vel at mærke en formand, hvor Venstres forretningsudvalg var enig i hans linje," siger Damm til Politiken.

Jakob Ellemann-Jensen har til flere medier udtalt og på Facebook skrevet, at Venstre kan ende med at bakke op om en rigsretssag mod Inger Støjberg.

Det vil ifølge formanden blive konsekvensen, hvis der til januar ikke kommer en klar konklusion af den igangværende advokatundersøgelse.

Samme holdning delte formanden på et møde i partiets forretningsudvalg søndag aften.

Næstformanden har på Facebook mandag svaret igen ved at erklære sig "meget overrasket" og "helt uenig".

Både Peter Gæmelke, som også er medlem af udvalget, Martin Damm og Jens Ive bekræfter, at Støjberg deltog på mødet søndag aften.

"Jeg er overrasket over Ingers udmelding om, at det kommer bag på hende, for hun var orienteret ligesom os andre," siger han.

Sagen handler om ulovlig adskillelse af asylpar, hvor den ene var mindreårig, i 2016, da Støjberg var udlændinge- og integrationsminister.

Hun anklages for ulovlig administration og for senere at vildlede Folketinget i sin tid som minister. Det førte til hård kritik i en beretning fra Instrukskommissionen, der har undersøgt sagen.

Nu skal uvildige advokater vurdere grundlaget for en rigsretssag.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Inger Støjberg. Jakob Ellemann-Jensen ønsker mandag aften ikke at kommentere sagen yderligere.

Støjberg er helt uenig i Ellemann-udmelding om rigsret

Ellemann er klar til at støtte rigsretssag mod sin næstformand 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også