V-udvalg: Ingen tillid mellem Støjberg og Ellemann

Støjberg går af som næstformand i Venstre, og det var den eneste mulighed, mener forretningsudvalg i Venstre.
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Forretningsudvalget i Venstre siger i en fælles udtalelse, at samarbejdet mellem Inger Støjberg og V-formand Jakob Ellemann-Jensen er uopretteligt brudt sammen.

Udtalelsen kommer, efter at Støjberg har meldt sin afgang som næstformand i partiet.

I udtalelsen lyder det, at der "igennem længere tid har været vanskeligheder med samarbejdet".

"Det er en umådelig trist situation, Venstre står i. Vi må konstatere, at der igennem længere tid har været vanskeligheder med samarbejdet mellem Venstres formand og Venstres næstformand, og der er ikke længere tillid mellem de to. Derfor er samarbejdet uopretteligt brudt sammen," lyder det.

Peter Gæmelke, der sidder i forretningsudvalget i partiet, har dog indtryk af, at Støjberg har tænkt sig at fortsætte i Venstre, selv om der er blevet spekuleret i, om hun ville skifte parti.

"Jeg har ikke indtryk af andet, end at hun bliver i Venstre," siger han.

Ifølge forretningsudvalget har man konstateret, at der ikke er tale om en "generel politisk uenighed mellem de to".

Selv skriver Støjberg dog i et opslag på Facebook, at Ellemanns insisteren på hendes afgang som næstformand blandt andet skyldes manglende tillid i flere politiske sager.

"Jeg forstår, at det blandt andet skyldes hans manglende tillid til min linje i en række politiske sager," skriver Inger Støjberg, der også varetager posten som retsordfører for Venstre.

Det har Peter Gæmelke dog ingen kommentarer til.

"Den del vil jeg ikke blande mig i," siger han.

Sagen bunder i, at Jakob Ellemann-Jensen har sagt, at Venstre vil støtte en eventuel rigsretssag mod Inger Støjberg, hvis der er grundlag for det. Støjberg har erklæret sig uenig i den linje.

Men et stort flertal bakkede ifølge forretningsudvalgets udtalelse op om netop den kurs.

Det er Stephanie Lose, Jens Ive og Peter Gæmelke, der på vegne af udvalget er kommet med udtalelsen. Lose er formand for Danske Regioner, Ive er borgmester i Rudersdal Kommune, og Gæmelke er landmand.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også