Siden 2008 er hvert fjerde job på svineslagterierne i Danmark forsvundet.
Det skriver Ole Wehlast, forbundsformand for NNF, i et debatindlæg på Altinget. Han peger på, at teknologi har overflødiggjort nogle af stillingerne, mens andre er blevet nedlagt, fordi produktionen er rykket ud af landet.
"Fødevarepolitikere [skal] turde sætte foden ned og kræve, at dansk landbrug bidrager til samfundet og ikke kun til egen lomme. Et jobløst landbrug bør ikke have en fremtid i Danmark," skriver Wehlast, der som bekendt bl.a. organiserer de ansatte på slagterierne.
I debatindlægget slår han på tromme for, at politikerne kræver, at landbruget bibeholder arbejdspladser i Danmark. Det er vigtigt for at opretholde opbakning til erhvervet i samfundet, argumenterer han.
(Denne artikel er leveret af vores søstersite AgriWatch)