Trods færre doser ventes voksne fortsat vaccineret 27. juni

SSI har onsdag morgen meldt ud, at Danmark kan forvente at vaccinere omkring 10 pct. færre borgere i første kvartal end planlagt. Men færre Pfizer/Biontech-vacciner er primært et problem her og nu, lyder det.
Foto: Carlos Osorio/AFP / POOL
Foto: Carlos Osorio/AFP / POOL
af ritzau

På den korte bane er det problematisk, at der denne uge komme færre af doser af Pfizer/BioNTechs coronavaccine, end det var ventet.

Det ser dog ikke ud til at ændre på, at alle voksne danskere ventes at være vaccineret mod covid-19 i slut-juni.

Det siger Henrik Ullum, direktør for Statens Serum Institut (SSI), til Børsen.

"Jeg ser det primært som et problem her og nu, siger han og peger på, at det også er vigtigt, fordi vi står i en svær situation."

"Det er selvfølgelig også derfor, vi slås med næb og klør," siger direktøren.

I denne uge ventes Danmark at modtage halvt så mange vacciner, som det tidligere var forventet.

Det skyldes, at Pfizers fabrik i Puurs, Belgien, skal opgraderes, så der fremover kan produceres flere vacciner.

Det betyder dog en nedgang på den korte bane. I første kvartal ventes nu op mod 100.000 færre vaccinationer.

Det svarer ifølge SSI til en reduktion på ti procent i forhold til det tidligere udmeldte. Fra Pfizer lyder det dog, at de leverer, som de har lovet.

Det skyldes, at de nu regner med, at der kan trækkes seks - og ikke fem - vaccinedoser ud af hvert vaccineglas.

Og da aftalen omhandler levering af et specifikt antal doser, kan der leveres færre vacciner, men stadig det aftalte antal doser.

I Danmark har man dog hele tiden trukket seks doser ud af hvert glas.

"Fordi vi i de danske vaccinationsplaner har indregnet den opgradering fra fem til seks doser, så kommer vi lige pludselig til at stå i en dårligere situation."

"Vi fik ikke den fordel, vi havde håbet på, af de ekstra doser," siger Henrik Ullum til Børsen.

For at Danmark skal være i mål med vaccinationen 27. juni, som det er skitseret i en plan fra Sundhedsstyrelsen, kræver det, at andre vacciner godkendes.

I øjeblikket er der kun godkendt to coronavacciner til brug i Danmark. Det er vaccinen fra Pfizer/BioNTech og en fra Moderna.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også