Mange virksomheder forventer større omsætning med vaccinepas

Regeringen undersøger mulighederne for et vaccinepas, som ifølge Dansk Erhverv vil gavne en del virksomheder.
Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger
AF RITZAU

I mange virksomheder er der forventning om at kunne få en højere omsætning, hvis der bliver indført et vaccine- og coronapas.

Det viser en rundspørge, som interesseorganisationen Dansk Erhverv har lavet blandt sine medlemmer. Der er kommet svar fra 1193 virksomheder.

I undersøgelsen svarer mere end hver tredje adspurgte virksomhed, at der er forventning om at kunne løfte omsætningen med hjælp fra et vaccine- og coronapas.

Inden for oplevelsesindustrien er andelen endnu højere. Her forventer tre ud af fire virksomheder en større omsætning, hvis man indfører det særlige pas.

Ifølge Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, vil et vaccine- og coronapas være en stor hjælp for de virksomheder, der i dag enten er ramt af restriktioner og derfor har lavere omsætning, eller som er tvangslukket.

- Der vil et vaccine- og coronapas kunne betyde, at man meget let kan åbne Danmark op.

- Ikke bare inden for oplevelsesindustrien, men også inden for andre industrier.

- Det vil give noget håb og lys for enden af tunnelen for rigtig mange danske virksomheder, siger Brian Mikkelsen.

Regeringen arbejder i øjeblikket på et vaccine- og coronapas. Tidligere har det været fremme, at det forventes at være klar primo 2021.

Idéen med passet er, at det skal angive, om en person har modtaget vaccine mod coronavirus. Det har også været drøftet, om passet skal indeholde andre informationer som eksempelvis smittehistorik og negative coronatest.

Det vides endnu ikke, hvornår passet vil kunne være færdig udviklet, og til hvilke aktiviteter det skal bruges.

Brian Mikkelsen understreger vigtigheden af, at passet ikke kommer til at få indflydelse på muligheden for at få del i de politiske hjælpepakker som eksempelvis kompensationsordningerne.

- Selv om et pas vil være en stor hjælp og gøre god gavn - også i forhold til at få de udenlandske turister tilbage til Danmark - så vil det ikke få den betydning, at alt bliver som før coronakrisen.

- Der er desværre stadigvæk et pænt stykke vej, før vi kommer dertil.

- Derfor skal det ikke være sådan, at det bliver en konsekvens af passet, at kompensationspakker til erhvervslivet bliver forringet eller ligefrem bortfalder, siger Brian Mikkelsen.

I øjeblikket står de gældende coronarestriktioner til at gælde til og med 28. februar. Restriktionerne betyder blandt andet, at liberale serviceerhverv som frisører, massører, tatovører og køreskoler skal holde lukket.

De danske myndigheder regner for nuværende med, at alle voksne danskere, der måtte ønske det, kan være færdigvaccineret i uge 26, der strækker sig til 4. juli.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også