Politikere kræver EU-chef fyret: Han leflede for Rusland

Ursula von der Leyen skal gribe ind, hvis ikke Josep Borrell trækker sig, mener estisk EU-parlamentariker.
Foto: Olivier Hoslet/AFP / POOL
Foto: Olivier Hoslet/AFP / POOL
AF RITZAU

Det gjorde mere skade end gavn, da EU's udenrigschef i sidste uge aflagde Rusland et sjældent officielt besøg.

Det mener flere medlemmer af EU-Parlamentet, der er vrede og vil have, at Josep Borrell fyres eller træder tilbage.

I et brev til EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, skriver Riho Terras, et estisk medlem af parlamentet, at "underskriverne af dette brev er dybt bekymrede over det ydmygende forløb" af besøget i Moskva.

Borrell har ifølge Terras "skadet EU's ry alvorligt". Desuden løj udenrigschefen ifølge Terres, da han under pressemødet sagde, at ingen medlemslande har ønsket yderligere sanktioner mod Rusland.

- Vi mener, at EU-Kommissionens formand må gribe ind, hvis ikke Borrell selv vælger at trække sig, skriver esteren.

Til ERR, som er Estlands svar på Danmarks Radio, tilføjer Riho, at spanieren leverede en "masterclass i leflen for Rusland".

Esteren er ikke den eneste, som er stærkt utilfreds. Flere påpeger, at Josep Borrell ikke vandt noget med besøget, der var det første officielle EU-besøg i over tre år i Rusland. Til gengæld var det en klar sejr til Rusland.

Russerne fik ifølge kritikerne skubbet kilerne dybere ind i de sprækker af uenigheder, man finder mellem EU-landene om forholdet til Rusland.

Forholdet blev markant værre, da russerne gik ind i konflikten i Ukraine i 2014 og efter kort tid annekterede halvøen Krim. Det førte til sanktioner fra EU.

Siden har giftangreb i Storbritannien og en forgiftning af Putin-kritikeren Aleksej Navalnyj forværret forholdet.

Rusland tog tilsyneladende fusen på Borrell, da russerne midt under besøget udviste tre EU-diplomater angiveligt på grund af deltagelse i demonstrationer for Navalnyj.

Blandt andre en svensk diplomat blev udvist. Siden har Sverige sagt, at det vil blive besvaret.

Medlem af EU-Parlamentet Rasa Jukneviciene, som også har været forsvarsminister i Litauen, mener, at Borrell må gå af.

- Det var klart allerede før Borrell besøg, at Kreml ville gøre ham til grin. Men hele EU blev gjort til grin. Borrell bør overveje at træde tilbage. EU's udenrigspolitik skal tilbage til virkeligheden, skriver hun.

Også Litauens udenrigsminister er yderst kritisk.

- Intet opnået. Muligheder forspildt. Omdømme skadet, skriver Gabrielius Landsbergis på Twitter.

Flere EU-lande var imod, at Josep Borrell rejste til Rusland.

Borrell fordømte på pressemødet, at Navalnyj er blevet fængslet igen. Men kritikken af Rusland fyldte i øvrigt ikke meget på mødet.

Til gengæld lykønskede han Rusland med at have udviklet en coronavaccine. Og han konstaterede, at EU og Rusland står hinanden tættere end eksempelvis EU og USA, når det gælder forholdet til Cuba.

Borrell har efter sin hjemkomst skærpet retorikken over for Rusland. Han har erkendt, at hans besøg ikke forløb som håbet.

Derfor er EU "nødt til at drage konsekvensen" af det, skrev han i weekenden og nævnte mulige sanktioner. Det er alene op til EU-landene, hvor alle skal være enige.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også