EU-topchef: Sololøb i vaccineindkøb kunne være enden for EU

De store grupper i EU-Parlamentet støtter kommissionsformand Ursula von der Leyen i spørgsmål om vacciner.
Foto: JOHANNA GERON/REUTERS / X07006
Foto: JOHANNA GERON/REUTERS / X07006
AF RITZAU

Det går langsommere end ventet med at vaccinere i EU, erkender EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, men hun fastholder i EU-Parlamentet onsdag, at det var rigtigt at indkøbe vacciner gennem EU.

- Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad der var sket, hvis nogle af de store medlemslande havde skyndt sig at købe, og alle andre var efterladt tomhændede.

- Jeg tror, at det havde været enden på vores fællesskab, siger Ursula von der Leyen i EU-Parlamentet.

Før EU-landene sidste sommer gav opgaven med at forhandle og indkøbe vacciner til EU-Kommissionen, havde fire store lande indgået en alliance om indkøb. Det var Tyskland, Italien, Frankrig og Holland.

Von der Leyen ærgrer sig blandt andet over, at Kommissionen undervurderede, hvor stor en opgave det er at masseproducere vacciner.

- Vi var sent ude med at godkende, og vi var for optimistiske i forhold til masseproduktion. Måske havde vi for stor tillid til, at det aftalte også blev leveret, siger von der Leyen.

Godkendelsen, der i EU har "taget 3-4 uger længere" end andre steder, forsvarer hun dog, da sikkerheden er vigtig, når man sprøjter et "biologisk stof ind i et raskt menneske".

Formanden for EU-Kommissionen får umiddelbart støtte fra de største grupper i EU-Parlamentet, hvor både socialdemokraterne og den borgerlige gruppe (EPP) overordnet er enig i den linje, som EU-Kommissionen har lagt.

- De store beslutninger var de rigtige, siger EPP-leder Manfred Weber.

- Det var rigtigt, at man ikke gjorde forskel, så man undgår førsteklasses og andenklasses europæere, siger hun.

Venstrefløjsgruppen (GUE/NGL) er til gengæld dybt kritisk. Gruppeleder Manon Aubry kræver, at en undersøgelseskomité skal granske EU-Kommissionens vaccineindkøb.

- Er det ikke op til os i dette hus at lave love? Vi kan lave de mest utrolige begrænsninger for vores borgeres rettigheder. Men vi formår slet ikke at sætte regler for medicinalindustrien, siger Aubry.

Von der Leyen siger, at hun fortsat tror, at det er muligt at have "vaccineret mindst 70 procent" ved slutningen af sommeren 2021.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også