Syv ud af ti støtter martsnedlukning trods manglende anbefaling

Borgerne mener, det er vigtigt at følge myndighedernes råd, men støtter martsnedlukning, viser måling.
AF RITZAU

Det er vigtigt, at regeringen følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger, når det kommer til restriktioner og andre tiltag under coronapandemien.

I en måling foretaget af Voxmeter for Ritzau svarer 86 procent af borgerne, at de er enige i det udsagn.

Men samtidig mener 68 procent også, at det var det rigtige at lukke Danmark ned 11. marts sidste år. Det på trods af at sundhedsmyndighederne ikke anbefalede at lukke skoler, daginstitutioner og ungdomsuddannelser.

Det konkluderede en ekspertgruppe, der skulle gennemgå myndighedernes håndtering af coronaforløbet, i slutningen af januar. Uenigheden blev ikke "kommunikeret klart" på pressemødet 11. marts, står der i ekspertgruppens rapport.

Overlappet i svarene er dog ikke overraskende, siger Pelle Guldborg Hansen, der er adfærdsforsker på Roskilde Universitet.

- Det er sjovt, at folk på den ene side synes, at man skal følge sundhedsmyndighedernes anbefaling, men på den anden side var beslutningen, der gik imod anbefalingerne, den rigtige. Det er ikke overraskende, men det er en sjov illustration af os som mennesker, siger Pelle Guldborg Hansen.

- Den, der svarer på det her spørgsmål, sidder ikke og sammenholder, at de egentlig er involveret i en selvmodsigelse, men mere udtrykker, at jeg stoler på sundhedsmyndighederne, og jeg stoler på regeringen. Det viser, at folk ikke er særlig reflekterende og rationelle som mennesker. Vi kan sagtens modsige os selv.

Pelle Guldborg Hansen mener dog ikke, at man skal lægge alt for meget i målingen.

- Det er svært for folk at tage kvalificeret stilling til det, der bliver spurgt om. Derfor ser man som regel, at sådan nogle tal er udtryk for andre ting som politisk tilhørsforhold, siger han.

Målingen viser også, at 76 procent mener, at regeringens generelle håndtering af coronakrisen, siden den første dansker fik konstateret coronavirus 27. februar, har været god. 11 procent svarer, at den har været dårlig.

Mændene er dog en tand mere kritiske end kvinderne, viser målingen. Her synes 16 procent af mændene, at håndteringen har været dårlig mod 6 procent hos kvinderne.

- Mænd er tit aldrig et hundrede procent tilfredse, og derfor ser man lidt en tilbageholdenhed i deres enighed. Og så skal man nok heller ikke kimse ad, at vi har en kvindelig statsminister fra venstrefløjen, hvor der også ligger mange kvinder, siger Pelle Guldborg Hansen.

Målingen er foretaget fra 2. februar til 4. februar og indeholder svar fra 1017 personer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også