Krav om to test om ugen før genåbning

Regeringen har indgået aftale med kommuner og regioner om, at flere borgere skal testes to gange om ugen. De unge opfordres til at hjælpe ved at lade sig teste og dermed fremrykke muligheden for, at de ældste skoleelever kan komme tilbage i skole. Opdateret.
Vi skal testes to gange om ugen, sagde sundhedsminister Magnus Heunicke på pressemøde. | Foto: Valdemar Ren
Vi skal testes to gange om ugen, sagde sundhedsminister Magnus Heunicke på pressemøde. | Foto: Valdemar Ren
AF RITZAU

I fremtiden skal flere danskere vænne sig til at blive coronatestet et par gange om ugen.

Regeringen har indgået en aftale med Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner om, at flere borgere skal testes to gange om ugen.

Det oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S) onsdag i forbindelse med et doorstep på Christiansborg.

"Det er en samfundskontrakt, hvor vi kræver af branchen og dele af samfundet, som kan genåbne, at der skal være test to gange om ugen. Enten en hurtigtest eller en pcr-test, så vi kan lægge det ind i de modeller, vi regner på," sagde Heunicke.

Han kunne også fortælle, at der er indkøbt ti millioner lyntest, som kun skal et par centimeter ind i næsen.

"Vi har færdiggjort en dansk vurdering af de test, som er lige så gode, som dem vi har været vant til," sagde han.

Afventer beregninger

Den indgåede aftale kommer, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) søndag i et interview med Berlingske sagde, at borgerne skal vænne sig til at blive testet oftere - måske mere end en gang om ugen.

Det er afgørende for genåbningen, lød det fra Frederiksen i interviewet.

Op til onsdagens pressemøde har flere partier presset på for, at regeringen snart indleder en genåbning af flere dele af samfundet.

Ifølge Heunicke afventer regeringen dog fortsat beregninger fra eksperter, før han kan sige, hvornår genåbningen begynder.

Allerede nu ved regeringen, at vejen til en genåbning blandt andet kommer til at gå gennem flere teststeder, sagde justitsminister Nick Hækkerup (S).

"Hvis vi sagde, at alle folkeskoleklasser og ungdomsuddannelser åbner, så skal man op på 160.000 test om dagen. Det er en kæmpe, kæmpe opgave. Jeg tror ikke, beregningerne viser, at vi kan åbne 1. marts. Vi vil bygge et større net op af faste teststeder i landet. Vi har 55 steder for kviktest. Vi forestiller os, at vi skal op på flere hundrede steder spredt over hele landet," sagde Hækkerup.

De unge skal bidrage ved at lade sig teste

Et af de steder, hvor regeringen har begyndt en genåbning, er folkeskolen. Her har de yngste elever kunnet vende tilbage i skole siden 8. februar, og det er ifølge Magnus Heunicke gået godt.

"Vores håb er, at vi kan få en yderligere genåbning af samfundet. Det er gået forsvarligt, sikkert og trygt. Der er forhåbentlig noget plads, men det bliver vi klogere på, så snart vi har beregninger," sagde han om en genåbning for de ældste elever.

Ifølge undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) kan det komme på tale at genåbne for de ældre elever, hvis de selv bidrager ved at lade sig teste for corona.

"Hvis vi skal bruge det superredskab, som de kontinuerlige test er, så kræver det, at de unge vil lade sig teste, og at skolerne bidrager til at løse den store logistikopgave. De kontinuerlige test kan være den nøgle, der kan få skoleporten til at åbne. Derfor er det afgørende, at vi får lavet en ordentlig strategi," sagde hun på pressemødet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også