Rigsret sat til at løbe over knap 40 dage i efteråret

Rigsretssagen mod Inger Støjberg er blevet berammet til at køre i efteråret, hvor der er afsat i alt 38 dage.
Tidligere udlændingeminister Inger Støjberg skal for en rigsret. | Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Tidligere udlændingeminister Inger Støjberg skal for en rigsret. | Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix

Der er afsat knap 40 dage til at fælde dom over tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Det fremgår af Rigsrettens hjemmeside, hvor sagen nu er blevet berammet.

De første skridt tages i juni, hvor der er afsat to dage til forberedende møder. Men sagen er først sat til at begynde for alvor 2. september, hvor første dag i hovedforhandlingen efter planen finder sted.

Derefter følger en perlerække af retsmøder, og der er afsat i alt 36 dage til hovedforhandlingerne i løbet af september, oktober og november. Sidste dag i kalenderen er 30. november.

Det forventes, at retsdagene vil vare fra kl. 9 til kl. 15, fremgår det af hjemmesiden.

Tirsdag konstituerede Rigsretten sig med de 30 medlemmer, der skal fælde dom over Inger Støjberg, der skal forsvarers af advokaterne René Offersen og Jonas Christoffersen, som danner parløb i advokatfirmaet Offersen & Christoffersen, samt Nicolai Mallet, der netop er skiftet til Dahl efter en lang årrække i Horten.

Folketinget har valgt advokaterne Jon Lauritzen og Anne Birgitte Gammeljord fra henholdsvis DLA Piper og Rovsing & Gammeljord som anklagere i rigsretssagen.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie AdvokatWatch)

Rigsrettens 30 medlemmer er på plads

Inger Støjberg genopliver firma og giver det et nyt navn 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også