Ekspert: Testplan koster 100 milliarder kroner årligt

Sundhedsøkonom kalder regeringens plan for massetest urealistisk. En række sundhedsordførere opfordrer til at fokusere test på de mest relevante grupper.
Foto: HENNING BAGGER/Henning Bagger / henning bagger
Foto: HENNING BAGGER/Henning Bagger / henning bagger
AF RITZAU

100 milliarder kroner eller omtrent det samme, som det koster at drive sygehusvæsenet. Det er prisen for at teste alle danskere flere gange om ugen, som regeringen lægger op til.

Vurderingen kommer fra en af landets førende sundhedsøkonomer, professor ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) Jakob Kjellberg.

I Berlingske kalder han regeringens idé om at skalere op fra de nuværende en million test om ugen til op mod 12 millioner urealistisk.

Den nye teststrategi, som regeringen selv kalder en "monstrøs opgave", er ifølge regeringen prisen for at kunne genåbne dele af samfundet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har sagt, at regeringen anser massetest som værktøjet, der skal gøre det muligt at genåbne samfundet.

Peter Kamp Busk, lektor i medicinalbiologi på Roskilde Universitet, sagde tirsdag til Jyllands-Posten, at den nye teststrategi "slet ikke kan lade sig gøre".

"Prisen bliver fuldstændig vanvittig – måske 200 millioner kroner i døgnet. Og det er heller ikke nødvendigt," sagde han med henvisning til, at kun omkring 0,3 procent af dem, som testes i øjeblikket, er positive.

Det er overkill

En række sundhedsordførere undrer sig også.

Kirsten Normann Andersen fra SF erkender, at prisen skal ses i forhold til, at det også koster ekstremt mange penge at have samfundet lukket.

"Test er et godt alternativ til nedlukning på den længere bane. Men jeg er overrasket over omfanget og er ret sikker på, at det giver mening at være mere målrettet med det på store arbejdspladser såsom produktionsvirksomheder og sundhedssektoren og de voksne på skolerne. Resten af os er jo gode til selv at vurdere, hvornår det giver mening at lade sig teste i forhold til det, vi skal," siger hun til Ritzau.

Coronaordfører Peder Hvelplund fra Enhedslisten efterlyser en sammenhæng i tingene.

"100 milliarder lyder voldsomt. Der er ingen tvivl om, at test bliver en væsentlig del af tilværelsen, også når vi får mere styr på corona, og befolkningen er vaccineret. Men at forstille sig, at vi i al fremtid skal teste alle danskere to gange om ugen, synes jeg virker ude af proportioner."

Liselott Blixt, sundhedsordfører i Dansk Folkeparti, kalder 100 milliarder årligt til test "et vanvittigt beløb".

"Det virker uigennemtænkt. Vi må se på, hvem der har brug for testen, fordi de arbejder tæt sammen med andre mennesker. At teste alle borgere to gange ugentligt er overkill," siger hun til Ritzau.

Den konservative sundhedsordfører, Per Larsen, er enig.

"Vi har store forskelle på, hvor høje smittetrykkene er i de forskellige kommuner. Hvis man skal teste skoleelever to gange om ugen selv i kommuner, hvor der ingen smitte er, så er det en smule overkill. Der skal sættes ind, hvor der er store behov," siger han til Ritzau.

Alligevel er han mere åben.

"Hvis det er regeringens forudsætning for at lukke samfundet op, er jeg næsten villig til hvad som helst. For vi har i den grad behov for, at vores virksomheder kommer til at fungere på normal vis, og at skoleeleverne kommer i skole. Det haster," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også